Samspillet mellem den feminine Rayon og cowboyen der gerne vil være indbegrebet af macho er en af filmens stærkeste sider.
For historikere er det en velkendt sandhed at de bedste historier ikke findes i fiktionen, men ude i det virkelige liv. Dette er efterhånden gået op for Hollywood, hvor "Based on a true story" er blevet det nye sort. Vi har haft to 2 Oscarvindere for bedste film i løbet af de sidste 3 år (The King's Speech og Argo) baseret på virkelige begivenheder og i år er 6 (!) ud af 9 "bedste film" nominerede i forskellig grad bygget over virkelige historier. Formlen er fantastisk til Hollywood, da den giver autenticitet og er baseret på en verden publikum kan forholde sig til, nemlig deres egen. Samtidig er de begivenheder der bliver portrætteret ofte er ukendte nok til, at instruktøreren kan lege med fakta og skabe en mere dramatisk film, uden at træde for mange over tæerne.
Sådan en film er Dallas Buyers Club. Her følger vi den texanske elektriker, tyrerider og moderne cowboy Ron Woodroof (Matthew McConaughey), der får konstateret AIDS i midten af 80'erne og får at vide, at han kun har få måneder tilbage at leve i. Han nægter at acceptere dommen og begynder en kamp imod systemet for at få ikke-tilladt naturmedicin ud til hiv-ofre, som han ellers mener er rent i medicinalfirmaernes vold. Han får hjælp af Rayon (Jared Leto), en transvestit som også er ramt af AIDS og ender i et platonisk kærlighedsforhold til den ideologiske Dr. Eve (Jennifer Garner).
Begge disse karakterer stammer ikke fra virkeligheden, men er filmskabernes behov og en sammenblanding af den virkelige Woodroofs andre bekendtskaber. Det betyder reelt at store dele af Dallas Buyers Club lænder sig tæt op af fiktion og filmens vigtigste tematisering og bedste aspekt, Woodroofs langsomme overgang fra ren foragt til respekt og venskab overfor bøssen Rayon, faktisk er mere eller mindre fri fantasi. Meget tyder på at den virkelige Ron Woodroof var åbent biseksuel og ikke havde noget problem med homoseksuelle.
Har valget skabt en bedre film i sidste ende? Ja det har det nok, men det er værd at tænke over i hvor høj grad Woodroofs arv, og billedet af hans personlighed i den offentlige bevidsthed, vil blive formet af en stor Hollywood produktion som denne. "Based on a true story" filmene bliver ofte først produceret efter dem de omhandler er døde, så de ingen muligheder har for at give deres version af begivenhederne (eller sagsøge hvis det går helt galt) og filmskaberne er mere eller mindre frie til at forme begivenhedsforløbet som de syntes er passende. Sagt på en anden måde, billedet af den virkelige personlighed ligger altså under for filmskabernes luner, og de går som oftest mere op i at skabe en film der dramaturgisk fungere, end at formidle den sande historie. Det er ikke nødvendigvis spillefilmens rolle at fortælle den skinbarlige sandhed, men det er værd at huske at filmens kulturelle indflydelse og påvirkning ofte strejker sig længere end bare de to timer vi sidder og ser den i biografen.
Begge disse karakterer stammer ikke fra virkeligheden, men er filmskabernes behov og en sammenblanding af den virkelige Woodroofs andre bekendtskaber. Det betyder reelt at store dele af Dallas Buyers Club lænder sig tæt op af fiktion og filmens vigtigste tematisering og bedste aspekt, Woodroofs langsomme overgang fra ren foragt til respekt og venskab overfor bøssen Rayon, faktisk er mere eller mindre fri fantasi. Meget tyder på at den virkelige Ron Woodroof var åbent biseksuel og ikke havde noget problem med homoseksuelle.
Har valget skabt en bedre film i sidste ende? Ja det har det nok, men det er værd at tænke over i hvor høj grad Woodroofs arv, og billedet af hans personlighed i den offentlige bevidsthed, vil blive formet af en stor Hollywood produktion som denne. "Based on a true story" filmene bliver ofte først produceret efter dem de omhandler er døde, så de ingen muligheder har for at give deres version af begivenhederne (eller sagsøge hvis det går helt galt) og filmskaberne er mere eller mindre frie til at forme begivenhedsforløbet som de syntes er passende. Sagt på en anden måde, billedet af den virkelige personlighed ligger altså under for filmskabernes luner, og de går som oftest mere op i at skabe en film der dramaturgisk fungere, end at formidle den sande historie. Det er ikke nødvendigvis spillefilmens rolle at fortælle den skinbarlige sandhed, men det er værd at huske at filmens kulturelle indflydelse og påvirkning ofte strejker sig længere end bare de to timer vi sidder og ser den i biografen.
Jennifer Garner prøver ihærdigt at se
bekymret ud.
Men hvis vi glemmer de virkelige hændelser et øjeblik og bare kigger på Dallas Buyers Club som et spillefilmsdrama, fungere den faktisk ganske udmærket. Først og fremmest gør Matthew McConaughey det fantastisk som den AIDS-ramte, men livsbekræftende cowboy. Manden, der før var mest kendt for at smide trøjen ved enhver given lejlighed, har formået at genopfinde sig selv på så spektakulær vis i løbet af de sidste par år. Udviklingen er ligefrem blevet døbt the McConasancen og Dallas Buyers Club er nok hans bedste rolle til dato. Det direkte bevis på hvor langt manden er kommet langt siden Sahara og The Wedding Planner ses her i filmen, hvor McConaughey har lavet en Bale og reduceret den krop han før fik sine roller på, til en hiv-inficeret skygge af sig selv. McConaughey igennem nærmest alle falsetterne af skuespillets kunst i denne film og klare både had, kærlighed og fortvivlelse med en rå troværdighed. Han er nok med i 90% af scenerne og bærer på alle måder filmen.
Jared Leto er også blevet tynd som en pind og spiller rollen som den dødende, men livsglade transvestit, virkelig gennemført. Kemien mellem ham og McConaughey er noget af det bedste ved filmen, og den måde hvorpå deres forhold udvikler sig er hjertevarmende, uden det bliver sukkersødt eller kvalmende. Her når vi dog til vejens ende med Jennifer Garner, som nærmest stikker ud som en dværg til en NBA kamp i forhold til de to herre. Skuespilsmæssigt er hun slet ikke oppe på niveau og det bliver pinligt tydeligt senere i filmen hvor hun begynder at få en større rolle. Det har været en fordel, hvis der var et par castere der lige havde husket at se Pearl Harbor for at forstå hvorfor man IKKE skal hyre Jennifer Garner (aka Elektra) til dramatiske roller.
Filmens ringeste aspekt er nok at kærlighedshistorien mellem Ron og Eve, som kommer alt for pludselig og generelt er underudviklet. Men der er også andre problemer. Klipningen er ikke fantastisk og prøver ofte at være meget kunstnerisk. Det resultere desværre i, at fortællingen til tider går lidt tabt og man er tvunget til at føle sig 30 sekunder bag handlingen, fordi klipningen ikke giver os præmissen for en scene ordentligt. Filmen virker også til tider som ét stort korstog imod anti-hiv stoffet AZT, der konstant bliver fremstillet som om det forværre patienters tilstand og kun bliver brugt fordi hospitalerne og FDA (the Food and Drug Administration som står for test og legalisere af stoffer i USA) er i lommen på medicinalfirmaerne. Alt dette klinger dog rimelig hult, når man efter filmens slutning, i en lille tekst, får at vide at AZT har bevist positiv virkning og stoffet stadig bruges i dag. Dallas Buyers Club er dog stadig en interessant film om accept af både livet og døden og kampen imod et system der har afskrevet dig for længe siden, især båret frem af to virkelige stærke mandlige roller.
(4 ud af 5 Buer)
Oscar-chancer
Dallas Buyers Club er nomineret til 6 Oscars, men har i min optik reelt kun en chance for at vinde i bedste mandelige hovedrolle med Matthew McConaughey og bedste mandlige birolle med Jared Leto. Personlig syntes jeg McConaughey på alle måder har fortjent at vinde og i forhold til hvor meget good will han har fået i Hollywood, og hvor mange højprofil projekter han har været i, ville det også give god mening. Jeg vil skyde på han tager den. Jared Leto virker også som et rigtigt godt bud til bedste birolle. Han gør glimrende og rollen er som lavet til at få en Oscar. Personligt var jeg nok mere imponeret af Barkhad Abdi's rå portræt af en somalisk pirat i Captain Phillips, men hvis jeg skulle sætte penge på en vinder ville det være Leto.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar