The Wolf of Wall Street

Jeg skal lige have en bane på den anden kønslæbe også.

Leonardo DiCaprio og Martin Scorsese tager i deres femte 

samarbejde fat på korruptionen og dekadencen på Wall Street.

The Wolf of Wall Street er filmen om Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio), en børshandler fra virkelighedens Wall Street, der havde en fest imens han tog røven på både systemet og sine kunder igennem 90'erne. Filmen er den rimelig klassiske rags-to-riches historie, hvor pengene ender med at korrumpere vores hovedperson og den Amerikanske Drøm ender med at blive til et mararidt. Twistet her, er dog at Instruktør Martin Scorsese har valgt at bygge filmen over Belforts egen selvbiografi, et interessant og modigt valg, da Belfort ikke umiddelbart selv mener han har gjort noget galt. Scorsese holder sig fra at moralisere og lader i stedet Belfort styre narrativen, så vi kan drage vores egne konklusioner.

På papiret lyder dette som grundstenen til en ganske interessant film, men Scorsese lader desværre festaben tage totalt over, så størstedelen af filmen er en serie af letpåklædte damer, vilde festscener og sindsyge stofeskapader. Filmens fokus kommer i alt for høj grad til at ligge på det vanvittige arbejdsmilijø i Belforts firma Stratton Oakmont, hvor strippere sendes sendes ind ved fyraften, der afholdes konkurrencer i ting som dværgekast og assistenterne får gode penge for at fornedre sig selv. Scorsese understreger gang på gang den voldsomme dekadence som magt og penge kan fører med sig og prøver hele tiden at støde og forarge, ved at lade de vanvittige scener overgå sig selv. Første gang vi møder Belfort ligger han dog allerede og sniffer coke fra en prostitueres ædlere dele (så er stilen ligesom lagt!), og når det er udgangspunktet, er det sgu svært at tage den meget videre. Pointen om overforbrug som fører til moralsk forfald bliver gentaget ud i det uendelige, i scener der ofte har meget lidt betydning for filmens plot. Derfor ender The Wolf of Wall Street, der ligeså godt kunne have heddet Sex, Drugs and Money, med at blive jævnt kedelig, hvilket vel i sig selv er lidt af en bedrift fra Scorseses side. Filmen minder på mange måder om en moderne Caligula, en anden film hvis hovedformål var at forarge og som fejlede voldsomt fordi foragt i sig selv ikke skaber en god film (og pga. en grisk pornoproducent, men det er en anden historie). Ligesom Caligula, er Wolf of Wall Street med sine 3 timer også åbentlyst alt for lang, men formår stadig på en eller anden måde at give en følelse af, at vi stadig ikke får det hele med. Da Belfort endelig bliver taget af FBI for sine lyssky aktiviteter, er filmen mere eller mindre slut og vi får ikke rigtigt det personlige fald fra verdens tinde til randestenen med, som ellers ofte er det mest interessante i denne slags film. Dette lægger sig nok op af valget om at bygge filmen over hovedpersonens egen selvbiografi, men det betyder desværre, at der ikke er meget karakterudvikling at spore hos Jordan Belfort, på trods af at filmen foregår over 15-20 år. Bevares, DiCaprio gør det da godt, men rollen kunne have været væsentlig dybere.

Hvis man tager nogle andre briller på, kunne man godt argumentere for at den dybere betydning er ligegyldigt, da filmen mest er en komedie. Den indeholder helt sikkert et par sjove steder, bl.a. en fantastisk scene hvor firmaets ledelse diskutere hvordan man etisk bør behandle dværge efter man har brugt dem som kasteskyts, på en måde der mest minder om noget fra Spinal Tap. Men det meste af humoren handler om folk der tomler rundt på stoffer og laver dumme ting og man kan ikke lade være med at undre sig lidt over, om man måske selv skulle have været på noget for rigtigt at forstå morskaben. 

Alt i alt er The Wolf of Wall Street lidt en misser fra makkerparret Scorsese/DiCaprio, filmen indeholder gode scener og som sådan også noget ganske udmærket skuespil, men Scorsese er blevet alt for forelsket i sin egen vision og har burde have haft en klipper en producer der kunne have holdt ham mere i ørerne. Men ret skal være ret. Hvis 3 timer med letpåklædte damer, stoffer og dekadence lyder som noget for dig, bliver du ikke skuffet over Wolf of Wall Street, bare lad vær med at forvente et godt plot samtidig. 

                        

(3 Buer ud af 5)

Oscar-chancer:

Hvis der blev givet en Oscar for bedste sanseløse drug scene, ville DiCaprio uden tvivl vinde den. Det gør der desværre ikke, og så ser udsigterne lidt mere dystre ud for Wolf of Wall Street. Filmen er nomineret til 5 Oscars i alt, men den eneste som jeg rigtigt ser at den har en chance for at vinde er Leonardo DiCaprio som Jordan Belfort. Som nævnt tidligere spiller DiCaprio uden tvivl rollen godt, men det er langt fra hans bedste rolle (den pris må nok gå til Blood Diamond). Hvis han får statuetten er det nok snarere en konsekvens af, at manden er en af de mest respekterede skuespillere i Hollywood pt. og nomineret fire gange tidligere uden endnu at vinde den.
Det ville dog ikke overraske mig hvis filmen gik hjem med i hvert fald en statuette, så kunne godt se den vinde for bedste Adapted Screenplay også, da dialogen er en af dens stærke sider. Og hvis Scorsese vinder for bedste instruktør, ville jeg anbefale akademiet at holde en pause et par år, så de kan tænke over hvad de har gjort..