12 Years a Slave
"I Will Survive!"
Dette er nok filmens stærkeste aspekt. Solomon når at have en del ejere igennem de 12 års slaveri som titlen hentyder til, nogle er kultiverede og forstående og andre ville måske være endt på den lukkede afdeling i dag, men fælles for dem alle er den indgroede tanke om slaveriet som noget naturligt og de sorte som ejendom der kan købes og sælges. Det er denne tankegang som filmen sætter op som slaveriets altødelæggende effekt, ikke de forskellige slaveejeres mere eller mindre skøre luner.
Skuespillet er solidt hele vejen rundt, men særligt Fassbender er imponerede som den ligedele sørgelige og skræmmende Edwin Epps. Alt er dog ikke godt i slavernes land, selvom filmen generelt fungere glimrende som period piece, fungere den desværre ikke altid perfekt som film. Der er en klart overbrugt tendens til at dvæle i klippene, hvad der gør at filmen til tider kan føles langsom. Det er tydeligt at instruktør Steve McQueen ønsker at vi skal føle svigtet og tabet af frihed præcist ligeså hårdt som Northup selv, men jeg noget desværre aldrig helt derud. Det kan selvfølgelig godt være fordi jeg har et hjerte af sten, men da Northup endelig kommer hjem til sin familie (spoilers, men verdens mest indlysende af slagsen!), rørte det mig bare ikke så meget som jeg egentlig var klar på. Filmen er fortrinsvis lang i forvejen, men tror det havde være en fordel med mere tid inden Northup blev slave, så man havde en bedre forståelse af hvad det egentlig var han mistede. En anden grund til at der ikke blev spillet symfoni på mine hjertestrenge, kan være at 12 Years a Slave ikke byder på det der ligner en overraskelse i de 2+ timer den varer. Plottet kører præcist som man forventer med en slutning man kendte allerede inden bagdelen var plantet i biografsædet. 12 Years a Slave er både en vigtigt film i USA og på alle måder solidt håndværk, men jeg kunne godt ønske mig den åbentlyse favorit til at vinde statutten for bedste film, rent faktisk var en bedre film.
(4 ud af 5 Buer)
Her
Årets mest intetsigende titel, på årets mest provokerende film
I Her følger vi Theodore (Joaquin Phoenix), en mand i midten af 30'erne der mangler noget i sit liv, uden at vide præcist hvad. Som tilskuer ser vi dog hurtigt hvad problemet er, filmen foregår i en fremtidsverden hvor kontakten ansigt-til-ansigt med andre mennesker efterhånden er røget så meget i baggrunden til fordel for maskiner og gadgets, at folk ikke kan finde ud af det mere. Dette bliver symboliseret allerede i filmens åbningsscene, hvor vi ser Theodore udføre sit job som skribent af kærlighedsbreve til par. Kunderne er kort sagt folk der ikke er i stand til at udtrykke deres følelser mere og alt tyder på at der er masser af kunder i butikken.
Theodores liv ændre sig dog, da han køber et nyt styresystem som ikke bare kan klare alt for ham, men også udvikler sig i takt med ham og har en sød kvindelige stemme der er til at tale med. Han døber det Samantha (Scarlett Johansson) og de to får et tættere og tættere forhold i takt med at hun ikke bare organisere hans liv, men fungere som den forstående, udømmende livsledsager han altid har haft brug for.
Filmen sætter nogle fantastiske interessante spørgsmål op, da dens fremtidsbillede på alle måder er en slet skjult hentydning til hvor vi selv er på vej hen som samfund. Er det så meget anderledes at gå at tale med en computer på gaden end det er at bruge 50% af sin tid på at kigge ned på en telefon? Vi er stadigvæk ikke tilstede i nuet og menneskelige behov for tilstedeværelse er filmens store tema. Måske endnu bedre fungere håndteringen af Theodore og Samantha uundgåelige romance og hvordan samfundet ser på det. Her sætter filmen et spejl op og beder os om at tage stilling til dette forhold og ikke mindst til at kigge på vores egen tendens til at dømme alt der er anderledes og ikke passer ind i det regulære kærlighedsskema. Er kærlighed mellem et menneske og en maskine forkert, hvis maskinen nærmest er mere menneskelig end menneskene selv? Her har filmen virkelig sin force fordi den altid holder sig fra den åbentlyse fordømmelse. Det er også befriende at vi får en film med en supercomputer som ikke ender med at blive til Skynet.
Lidt ligesom 12 Years a Slave, har Her dog klare problemer som film. Der er nogle af de rent teknologiske og computermæssige aspekter som simpelthen kræver for meget suspence of disbelieve. F.eks. er Samantha 100% menneskelig fra starten (selv med små pust og støn i stemmen) og selve fortællingen bliver alt for langtrykken i filmens sidste halvdel, hvor evige flashbacks og montager bliver ved med at trække i langdrag. Her er måske ikke årets bedste film, men det er stadig en film jeg vil anbefale alle at se.
(4 ud af 5 Buer)
Nebraska
Nuancerede portrætter i Sort/Hvid
Nebraska er en film om en gammel mand der har overskredet sidste salgsdato, men som stadig vil have det eventyr ud af livet, som han aldrig fik. Manden er Woody Grant (Bruce Dern), en alkoholiseret og halvsenil snegl af få ord. Da han får at vide han har vundet en million dollars (i et åbentlyst scam), er han fast besluttet på at tage ned til Nebraska og hente pengene, om det så skal blive hans død. Trods store protester fra hans meget dominerede (og fantastisk spillende) kone Kate (June Squibb), ender Woody's søn David (Will Forte), med at tage turen sammen med ham. David har ikke selv fået det store ud af livet og vi mistænker at turen ligeså meget er hans måde at skeje ud på, som det er en måde at komme tættere på den far han aldrig rigtigt har kendt.
Nebraskas skildring af den gamle, men ikke nødvendigvis venlige, mands kamp for at få en sidste anerkendelse i et liv hvor han konstant er blevet trådt på er dybt rørende. Filmen fungere især fordi den bare virker ægte. Dette er uden tvivl forstærket af det sort hvide billede, som ironisk nok er i stand til at gøre både film og skuespillere mindre spillefilmsagtige. Filmens store force er dens karakterer og et fantastisk manuskrift med en enorm portion humør, i ellers sørgelige omstændigheder. Woody svare bl.a. sin søn på hvorfor han fik børn, med ordene: "I like to screw and your mother's a catholic, you figure it out!" Balancen mellem humør og livets hårde realiteter fungere mere eller mindre perfekt og filmen holder sig fra nogensinde at blive sukkersød eller proppe Woody ned i et hul hvor hans flerdimensionalitet forsvinder og vi kun kan have ondt af ham pga. hans omstændigheder.
(5 ud af 5 Buer)
Philomena
En forvirret M., et forvirret manuskrift og en forvirret Bue.
Efter Nebraska er Philomena den 2. road movie feat. gamle mennesker blandt Oscarfeltet, men desværre klart den dårligste af de to. Her følger vi Judi Dench som filmens titelkarakter, der vil ud og finde den søn hun blev tvunget til at bortadoptere, da hun var blevet sendt på kloster i 50'ernes Irland. Journalisten Martin Sixsmith (Steve Coogan) har brug for at komme videre efter et mislykket forsøg som spindokter og da han får nys om historien ender han med at gå videre med den, selvom det er den slags life stories han ellers syntes han er for god til. Så kan rejsen begynde og de deltagere er mildest talt et umage par. Philomena er en lettere forvirret gammel dame, der altid ser det bedste i mennesker og kan blive imponeret over en salatbuffet. Hendes stærke tro og evne til have benene solidt plantet i jorden stor i kontrast til den sarkastiske atheist Martin, der ikke modtager fremmede med åbne arme.
På papiret har vi her en udmærket film med et par gode skuespillere, men desværre suger manuskriftet af Steve Coogan selv og den uerfarne Jeff Pope, både spænding og forbindelse til karakterne, helt ud af filmen. Begge hovedpersoner skiftet holdninger og stemning på en tallerken uden anden begrundelse end filmskaberenes eget forestillede behov om at "Nu skal de være sure på hinanden". Dette strejker sig videre til resten af filmens karakterer som ofte ikke kan finde ud af hvad de vil eller hvis motivation og valg bare slet ikke bliver forklaret. Værst er nok portrættet af nonnerne, som fremstår nærmest komisk onde og ville have været bedre egnet som skurke til 50'ernes Batman end i dette forsøg på at skabe en seriøs film. Philomena er dog stadig svær at hade. Skuespillet er fint som man kan forvente og filmen har et par gode scener, selvom den overall måske er en smule kedelig.
(3 ud 5 Buer)
Oscar forudsigelser
Best Motion Picture of the Year = 12 Years a Slave
Personligt mener jeg ikke det er den bedste film, men sjældent har en film været så lavet til at vinde Oscars som 12 Years a Slave. Vi har både et dybt personligt drama, bygget over en virkelig historie og med et undertrykt folkefærd som omdrejningspunkt.
Best Performance by an Actor in a Leading Role = Dallas Buyers Club: Matthew McConaughey
Når vi taler om ting der er som skabt til at vinde Oscar, er folk der tør gå den ekstra km for rollen altid et godt bud. Det hjælper selvfølgelig også at McConaughey på kort tid har fået utrolig meget good will i Hollywood og han slet og ret spiller fantastisk i rollen. Det andet stærke bud er Leonardo DiCaprio for The Wolf of Wall Street, simpelthen fordi han stadig ikke har fået en Oscar. Leo er dog ikke ligefrem kendt som Oscar darling, så jeg tror endnu ikke akademiet føler de skylder ham noget.
Best Performance by an Actress in a Leading Role = Blue Jasmine: Cate Blanchett
Jeg har endnu ikke set Blue Jasmine (shame on me), men lige siden filmen kom ud føler jeg ikke jeg har hørt andet end at Blanchett ville vinde Oscaren, så hun virker som et sikkert bud. Det hjælper også der ikke er så mange andre stærke i kategorien.
Best Performance by an Actor in a Supporting Role = Dallas Buyers Club: Jared Leto
Ligesom McConaughey har Leto givet sig 100% for sin rolle og de anderledes karakterer (som transvestiter) er som begyndt altid først i rækken når der skal deles statuetter ud. Der er også andre stærke bud, både Fassbender og Barkhad Abdi spiller fantastisk i hver deres rolle og jeg ville nok personligt hellere se end af dem vinde, men jeg tror hverken debut skuespilleren eller Magneto kan vippe Leto af pinden.
Best Performance by an Actress in a Supporting Role = 12 Years a Slave: Lupita Nyong'o
Jennifer Lawrence burde UDEN tvivl vinde den her kategori, da hun levere hendes nok stærkeste præstation i en række af stærke præstationer. Jeg har dog meget svært ved at se hende få 2 priser i sin så ung alder og ikke mindst 2 år i træk for film af den samme instruktør. Så det bliver i stedet Lupita, som er det "sikre" valg.
Best Achievement in Directing = Gravity: Alfonso Cuarón
Når han ikke vinder bedste film får Cuarón instruktør i stedet. Personligt hepper jeg på David O. Russel, men man kan ikke sige Cuarón ikke har fortjent den.
Best Writing, Original Screenplay = Her: Spike Jonze
Jeg må sige jeg mener Nebraska burde vinde her. Men den forholdvis ukendte manuskriftforfatter Bob Nelson kommer nok ikke til at slå veteranen Spike Jonze, der aldrig har fået en Oscar.
Best Writing, Adapted Screenplay = 12 Years a Slave: John Ridley
Ikke den stærkeste kategori, så 12 Years får den uden stor kamp.
Best Achievement in Cinematography = Gravity: Emmanuel Lubezki
Uden tvivl den flotteste og mest imponerende film i år. Gravity kommer til at vinde alle 5 tekniske priser (og sådan får man lige de sidste kategorier af vejen!).
Mit liv blev ødelagt, da min mand sendte mig pakning, efter 13 år har vi været sammen. Jeg var vild og hjælpeløs efter at have prøvet så mange måder at få min mand tilbage til mig. En dag på arbejde blev jeg distraheret uden at vide, at min chef ringede til mig, så han sad og spurgte mig, hvad det drejede sig om, jeg fortalte ham, og han smilede og sagde, at det ikke var noget problem. Jeg forstod aldrig, hvad han mente med, det var ikke noget problem at få min mand tilbage, han sagde, at han brugte en besværgelse for at få sin kone tilbage, da hun forlod ham til en anden mand, og nu er de sammen indtil dato, og oprindeligt var jeg chokeret over at høre noget fra min chef. Han gav mig en e-mail-adresse på DR ODION, som hjalp ham med at få sin kone tilbage, jeg troede aldrig, at dette ville fungere, men jeg havde ikke noget valg at komme i kontakt med de ordsprog, at jeg bliver færdig, og han bad om mine oplysninger og at min mand var i stand til at foreslå at fortryde ham, og jeg sendte ham detaljerne, men efter to dage ringede min mor til mig, at min mand bad om, at han ville have mig tilbage, jeg troede aldrig, for det var bare en drøm, og jeg måtte skynde mig til min mors sted og til min største overraskelse knælede min mand og bønfaldt mig om tilgivelse for, at han vil have mig og barnet hjem, da jeg gav DR ODION en samtale om pludselig ændring af min mand, og han gjorde det klart for mig, at min mand vil elske mig indtil verdens ende, at han aldrig vil forlade en anden kvinde. Nu er jeg og min mand sammen igen og begyndte at lave sjove ting, som han ikke har gjort før, han gør mig glad og gør hvad det skal gøre som en mand uden at narre. Hvis du har brug for hjælp af enhver art, bedes du kontakte DR ODION for at få hjælp. Hans e-mail er (drodion60@yandex.com) eller ring til +2349060503921 ELLER også på WhatsApp.
SvarSlet