onsdag den 26. februar 2014

Dallas Buyers Club - En Cowboy, en transvestit og en forfærdelig skuespillerinde går ind på en bar..

Samspillet mellem den feminine Rayon og cowboyen der gerne vil være indbegrebet af macho er en af filmens stærkeste sider.

For historikere er det en velkendt sandhed at de bedste historier ikke findes i fiktionen, men ude i det virkelige liv. Dette er efterhånden gået op for Hollywood, hvor "Based on a true story" er blevet det nye sort. Vi har haft to 2 Oscarvindere for bedste film i løbet af de sidste 3 år (The King's Speech og Argo) baseret på virkelige begivenheder og i år er 6 (!) ud af 9 "bedste film" nominerede i forskellig grad bygget over virkelige historier. Formlen er fantastisk til Hollywood, da den giver autenticitet og er baseret på en verden publikum kan forholde sig til, nemlig deres egen. Samtidig er de begivenheder der bliver portrætteret ofte er ukendte nok til, at instruktøreren kan lege med fakta og skabe en mere dramatisk film, uden at træde for mange over tæerne. 

Sådan en film er Dallas Buyers Club. Her følger vi den texanske elektriker, tyrerider og moderne cowboy Ron Woodroof (Matthew McConaughey), der får konstateret AIDS i midten af 80'erne og får at vide, at han kun har få måneder tilbage at leve i. Han nægter at acceptere dommen og begynder en kamp imod systemet for at få ikke-tilladt naturmedicin ud til hiv-ofre, som han ellers mener er rent i medicinalfirmaernes vold. Han får hjælp af Rayon (Jared Leto), en transvestit som også er ramt af AIDS og ender i et platonisk kærlighedsforhold til den ideologiske Dr. Eve (Jennifer Garner).
Begge disse karakterer stammer ikke fra virkeligheden, men er filmskabernes behov og en sammenblanding af den virkelige Woodroofs andre bekendtskaber. Det betyder reelt at store dele af Dallas Buyers Club lænder sig tæt op af fiktion og filmens vigtigste tematisering og bedste aspekt, Woodroofs langsomme overgang fra ren foragt til respekt og venskab overfor bøssen Rayon, faktisk er mere eller mindre fri fantasi. Meget tyder på at den virkelige Ron Woodroof var åbent biseksuel og ikke havde noget problem med homoseksuelle.
Har valget skabt en bedre film i sidste ende? Ja det har det nok, men det er værd at tænke over i hvor høj grad Woodroofs arv, og billedet af hans personlighed i den offentlige bevidsthed, vil blive formet af en stor Hollywood produktion som denne. "Based on a true story" filmene bliver ofte først produceret efter dem de omhandler er døde, så de ingen muligheder har for at give deres version af begivenhederne (eller sagsøge hvis det går helt galt) og filmskaberne er mere eller mindre frie til at forme begivenhedsforløbet som de syntes er passende. Sagt på en anden måde, billedet af den virkelige personlighed ligger altså under for filmskabernes luner, og de går som oftest mere op i at skabe en film der dramaturgisk fungere, end at formidle den sande historie. Det er ikke nødvendigvis spillefilmens rolle at fortælle den skinbarlige sandhed, men det er værd at huske at filmens kulturelle indflydelse og påvirkning ofte strejker sig længere end bare de to timer vi sidder og ser den i biografen. 

Jennifer Garner prøver ihærdigt at se
bekymret ud.

Men hvis vi glemmer de virkelige hændelser et øjeblik og bare kigger på Dallas Buyers Club som et spillefilmsdrama, fungere den faktisk ganske udmærket. Først og fremmest gør Matthew McConaughey det fantastisk som den AIDS-ramte, men livsbekræftende cowboy. Manden, der før var mest kendt for at smide trøjen ved enhver given lejlighed, har formået at genopfinde sig selv på så spektakulær vis i løbet af de sidste par år. Udviklingen er ligefrem blevet døbt the McConasancen og Dallas Buyers Club er nok hans bedste rolle til dato. Det direkte bevis på hvor langt manden er kommet langt siden Sahara og The Wedding Planner ses her i filmen, hvor McConaughey har lavet en Bale og reduceret den krop han før fik sine roller på, til en hiv-inficeret skygge af sig selv. McConaughey igennem nærmest alle falsetterne af skuespillets kunst i denne film og klare både had, kærlighed og fortvivlelse med en rå troværdighed. Han er nok med i 90% af scenerne og bærer på alle måder filmen.
Jared Leto er også blevet tynd som en pind og spiller rollen som den dødende, men livsglade transvestit, virkelig gennemført. Kemien mellem ham og McConaughey er noget af det bedste ved filmen, og den måde hvorpå deres forhold udvikler sig er hjertevarmende, uden det bliver sukkersødt eller kvalmende. Her når vi dog til vejens ende med Jennifer Garner, som nærmest stikker ud som en dværg til en NBA kamp i forhold til de to herre. Skuespilsmæssigt er hun slet ikke oppe på niveau og det bliver pinligt tydeligt senere i filmen hvor hun begynder at få en større rolle. Det har været en fordel, hvis der var et par castere der lige havde husket at se Pearl Harbor for at forstå hvorfor man IKKE skal hyre Jennifer Garner (aka Elektra) til dramatiske roller. 

Filmens ringeste aspekt er nok at kærlighedshistorien mellem Ron og Eve, som kommer alt for pludselig og generelt er underudviklet. Men der er også andre problemer. Klipningen er ikke fantastisk og prøver ofte at være meget kunstnerisk. Det resultere desværre i, at fortællingen til tider går lidt tabt og man er tvunget til at føle sig 30 sekunder bag handlingen, fordi klipningen ikke giver os præmissen for en scene ordentligt. Filmen virker også til tider som ét stort korstog imod anti-hiv stoffet AZT, der konstant bliver fremstillet som om det forværre patienters tilstand og kun bliver brugt fordi hospitalerne og FDA (the Food and Drug Administration som står for test og legalisere af stoffer i USA) er i lommen på medicinalfirmaerne. Alt dette klinger dog rimelig hult, når man efter filmens slutning, i en lille tekst, får at vide at AZT har bevist positiv virkning og stoffet stadig bruges i dag. Dallas Buyers Club er dog stadig en interessant film om accept af både livet og døden og kampen imod et system der har afskrevet dig for længe siden, især båret frem af to virkelige stærke mandlige roller. 

              
(4 ud af 5 Buer)

Oscar-chancer
Dallas Buyers Club er nomineret til 6 Oscars, men har i min optik reelt kun en chance for at vinde i bedste mandelige hovedrolle med Matthew McConaughey og bedste mandlige birolle med Jared Leto. Personlig syntes jeg McConaughey på alle måder har fortjent at vinde og i forhold til hvor meget good will han har fået i Hollywood, og hvor mange højprofil projekter han har været i, ville det også give god mening. Jeg vil skyde på han tager den. Jared Leto virker også som et rigtigt godt bud til bedste birolle. Han gør glimrende og rollen er som lavet til at få en Oscar. Personligt var jeg nok mere imponeret af Barkhad Abdi's rå portræt af en somalisk pirat i Captain Phillips, men hvis jeg skulle sætte penge på en vinder ville det være Leto.

tirsdag den 25. februar 2014

American Hustle

Grimme Mænd og Smukke Kvinder


Christian Bale elsker at finde på nye måder at voldtage sin 
egen krop og har taget 20 kilo på til rollen som Irving Rosenfeld.

American Hustle foregår i 70'ernes New York, hvor vi følger Irving Rosenfeld (Christian Bale), en på alle måder ucharmende mand, der har en kæde af vaskehaller, men først og fremmest lever af at tage røven på folk der mangler penge. Irving møder den tidligere stripper Sydney Prosser (Amy Adams), der er træt af sit gamle liv og parat til at gøre alt for at få noget bedre. De bliver partnere, både på kontoret og i sengen, og lever det gode con artist liv indtil de bliver afsløret af FBI-agent Richie Dimaso (Bradley Cooper). Han tvinger dem til at hjælpe ham med at fange endnu større fisk, mod selv at slippe for at komme i spjældet.

Det er i korte træk setuppet til American Hustle, men ligesom i instruktør David O. Russells tidligere film, er plottet i American Hustle i virkeligheden rimelig sekundært. Russels film lever og dør på interaktionen mellem de fascinerende karakterer og hans evne til at få det bedste ud af de skuespillere der spiller dem og her levere American Hustle i spandevis. Med Christian Bale og Amy Adams fra The Fighter samt Bradley Cooper og Jennifer Lawrence fra Silver Linings Playbook, er filmens cast som taget ud af en David O. Russell fans våde drøm, og jeg må nok hellere indrømme med det samme, at den fan der hentydes til her, er mig selv. Instruktøren er ikke altid lige populær og er bl.a. berygtet for at have været oppe og slås med George Clooney, at svine sine skuespillere til og at have taget et mindre kvælertag på Christoffer Nolan, efter Russell mente han havde stjålet en af hans skuespillere. Hans vanvittige eskapader fik ham tilsidst mere eller mindre blacklistet fra Hollywood og holdt ham ude af gamet i seks år, indtil han, imod alt forventning, kom stærkt tilbage med The Fighter. Filmen fik syv Oscar-nomineringer og er med sit fantastiske skuespil og knivskarpe portræt af knuste drømme i en lille arbejderby, efter min mening en af de bedste amerikanske film i det "nye" årtusind. Russell kan altså være svær at elske som person, men efter hans "genfødsel" har han vist sig som en af de bedste karakterinstruktører i Hollywood og American Hustle stadfæster rent dette image.



Russells "usual suspects" spiller alle fantastisk i filmen. Irving Rosenfeld er en slesk parasit af en mand, der tjener sine penge ved at sparke til folk der allerede ligger ned, men alligevel alligevel formår Christian Bale at gøre ham til en af filmens mest sympatiske karakter. Dette bliver især hjulpet på vej af kærligheden til hans (pleje)søn og de konstante lorte situationer han bliver presset ud i af filmens andre karakterer, ikke mindst hans kone Rosalyn, spillet af Jennifer Lawrence. Lawrence er slet ikke blevet nævnt endnu, men fortjener nærmest et helt essay for sig selv. Som Rosalyn skifter hun mellem at være dragende, sårbar, vanvittig dobbelt moralsk og skingrende sindssyg, ofte i samme scene, uden nogen af delene føles påtaget. Lawrence har med god grund haft en kometkarriere fra nul til en af Hollywoods hotteste og mest respekterede stjerner. Hun havde allerede mit hjerte inden American Hustle, men rollen her er muligvis hendes bedste nogensinde. Hele castet gør det dog over forventning. Bradley Cooper ville i et klassisk Hollywood skema være filmens helt, men er her en overambitiøs, respektløs bondeknold med et autoritetsproblem og Amy Adams er kvinden der er så van til at lyve, at man mistænker hende for tilsidst ikke at vide hvor sandheden ligger henne mere (perfekt symboliseret ved hendes britiske accent, som kommer og går ved lejlighed). Jeremy Renner gør det også godt som borgmester med elvisfrisure, der bare vil gøre noget godt for sine borgere, men alligevel ender med at blive trukket ned i den ulovlige gråzone af filmens andre karakter.

Her når vi også ind til kernen af American Hustle, og hvad det er David O. Russell er så fantatisk dygtigt til. Filmen tilbyder hverken mange dybere tematiseringer, oplæg til semiotisk analyse eller noget skelsættende blik på korruptionen i det amerikanske system. Men Russel har en evne til at presse det absolut bedste ud af sine skuespillere. Ligesom at høre en 13 minutter lang Jimmy Hendrix solo, kan det at opleve skuespillets kunstart blive udført til perfektion på lærredet, også være både fascinerende og underholdende i sig selv. Det er dog tydeligt, at Russells force ikke ligger i plottet og det er nok filmens største svaghed. For en film hvor størstedelen af handlingen omhandler et stort svindelnummer, fungere selve svindelnummeret ikke specielt godt og virker næsten som en eftertanke. Det ændre dog ikke på, at dette er Russells tredje imponerende gode film på kun fire år, en bedrift selv de største instruktører har svært ved at gøre efter. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Hitchcocks (en anden instruktør der var berygtet for at være hård ved sine skuespillere) berømte back-to-back klassikere Vertigo, North by Northwest og Psycho fra 1958-1960. Tiden vil vise om Russell kan leve op til sammenligningen eller om han begynder at dele skaller ud på settet igen.

(5 ud af 5 Buer)

Oscar-chancer

American Hustle er nomineret til 10 Oscars, men har ingen sikre vindere, i min optik. Det er bl.a. den eneste film der har nomineringer i alle skuespilskatagorierne, men jeg har på fornemmelsen at det generelt stærke cast kan komme til at modarbejde dens chancer lidt her, i det der ikke er nogen der for alvor for lov til at shine over de andre. Den eneste der gør er Jennifer Lawrence, som også efter min mening klart fortjener en statuette. Men så sent som sidste år vandt hun med Silver Linings Playbook og jeg har meget svært ved at se en så ung skuespillerinde få den to år i træk og så endda for to film af den samme instruktør. 
Filmen er også nomineret for bedste manuskrift, men eftersom Russell er notorisk for at frakaste sit manuskrift og i stedet arbejde med improvisering, virker det heller ikke som et sandsynligt win. I virkeligheden ligger dens bedste chancer måske i costumer og set-design som jeg ikke har nævnt med et ord, men som fungere særdeles godt og gør de smukke kvinder endnu smukkere og de grimme mænd endnu grimmere. Her skal American Hustle dog ligge og slås med The Great Gatsby, som nok må siges at være favoritten. Mit personlige store håb er at David O. Russell får den Oscar for bedste instruktør han har fortjent efter tre fantastiske film i streg. Russel ligger dog og gnider sig op af nogle store drenge, for ikke at sige akademiets mulighed for at give prisen for første gang til henholdsvis en latino instruktør (Alfonso Cuarón for Gravity) og en sort instruktør (Steve McQueen for 12 Years a Slave), så den ser også svær ud. Alt i alt kunne det det godt ske, at American Hustle havner i True Grit hullet og ender med at have flest nomineringer, men ingen statuetter når aftenen er omme.

torsdag den 20. februar 2014

Captain Phillips

You are no fisherman! 


Somaliske skuespillere spiller somaliske pirater 
og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Captain Phillips er den virkelig historie om amerikanske Richard Philips (Tom Hanks), der var kaptajn på Mærsk Alabama da den blev erobret af somaliske pirater i 2009. Filmen bygger til dels på Philips egen bog om begivenhederne, men instruktør Paul Greengrass har heldigvis valgt at lade filmen fokusere ligeså meget på piraterne som på Philips selv, hvad der skaber en mere interessant film, end det typiske drama med en mand der skal grueligt meget igennem. 

Inden jeg går igang med selve anmeldelsen, er jeg simpelthen nød til at nævne den fantastiske reklame og mere eller mindre konstante product placement Mærsk oplever i denne film. Lige fra kaptajnens kasket med Mærsk logo, til de mange helikoptershots rundt om selve containerskibet, hvor hver eneste container naturligvis også har logoet på. I Danmark har vi endda givet den undertitlen "Kapringen af Mærsk Alabama", lige for at understrege det danske islæt. Stort set hele filmen foregår på produkter ejet af Mærsk, men fordi den er bygget påvirkelige hændelser hvor Mærsk netop var scenen virker det naturligt og føles det aldrig som om man får en gang usubtil filmfinansiering smidt i hovedet. Ikke siden Carlberg-trucken i Sam Raimi's første Spider-Man film, har et dansk produkt haft så kraftigt produkt placement i en større Hollywood produktion og jeg elsker det! Det eneste der ærgre mig, er at man ikke lige har fået en amerikaner til at spille Hr. Møller himself, men det må ske i den uundgåelige danske biopic om et par år (jeg stemmer på Jesper Christiansen som A.P. Møller) 


Tilbage til selve filmen. På trods af Greengrass fortid med Bourne-filmene er Captain Philips dybest set et karakterdrama, hvor mere eller mindre 90% endda foregår i små aflukkede rum. Derfor er ordentligt skuespil helt essentielt for at den fungere og her levere filmen uden problemer. Tom Hanks gør det udmærket som kaptajnen der imod umenneskelige odds prøver at holde sin besætning i live og lade være med selv at gå i spåner. Det er dog svært at fjerne fornemmelse af, at vi har at gøre med en typisk Tom Hanks rolle, leveret på en typisk Tom Hanks måde. Det er måske ikke helt fair, at en god præstation fra en skuespiller med et så højt bundniveau kan blive set som lidt kedelig, men rolleren bliver bare spillet mere eller mindre præcist som ville forvente fra hans side. Der er ikke meget af det maniske som han f.eks. spiller på i Cast Away. De fire "amatør" skuespillere, som nærmest er hentet ind fra gaden til at spille de somaliske pirater, gør det til gengæld fantastisk. Den bedste er uden tvivl lederen Muse som bliver spillet af Barkhad Abdi som var det med livet som indsats. Han starter i kontrol, men har meget svært ved at indrømme overfor sig selv, at han langsomt kommer længere og længere ud hvor han ikke kan bunde. Barkhad Abdirahman som Bilal, den khat-tyggende dræber, er dog også på et højt niveau. Han har nogle af de mest skræmmende øjne jeg nogensinde har set, og er konstant klar til at eksplodere, hvis han føler tingene ikke kører. Det tjener dog også til filmens fordel, at den gør sig umage for at give et indblik i de somaliske piraters liv og viser hvordan de bliver presset ud i deres handlinger og retfærdiggøre dem overfor sig selv. Piraterne bliver holdt lidt i en gråzone, hvor de aldrig er rent onde dræbere, men heller ikke bliver gjort til ofre.

Captain Philips er dog ikke perfekt. Filmens sidste halvdel er simpelthen alt for langtrukken. Greengrass fortid som actioninstruktør lader sig ikke fornægte, men det er som om han glemmer, at den spændingskurve han lige havde i lommen fra Bourne-filmene ikke nødvendigvis passer særlig godt ind her. Det eksplosive klimaks i en actionfilm skal helst have en vist længde, og for at holde publikum interesseret hele tiden, smider man forskellige forhindringer ind, der kan holde kurven oppe. I Captain Philips prøver Greengrass at holde os spændingsmomentet i filmens sidste halve time, men i modsætning til i en actionfilm, har han reelt ingen remedier at gøre det med. Kurven går totalt i stå imens vi, hvad der føles som 100 gange, skal se på marinesoldater prøve at få et godt skyd imens de råber: "one target green, two targets red!".
Alt i alt er Captain Philips dog et solidt stykke håndværk,der sagtens kan anbefales, så længe man ikke forventer en film der rykker mediet på nogen måde.

               
(4 Buer ud af 5)

Oscar-chancer:

Det eneste sted Captain Phillips virkelig skiller sig ud, er med Barkhad Abdi meget levende præstation som piratlederen Muse, nok en af de bedste debuter fra en ikke-børne skuespiller, jeg kan huske jeg har set. Det er dog sjældent at Akademiet giver Oscarstatuetten til en debuttant og Abdi er oppe imod Jared Leto som transvestit og Michael Fassbender som planteageejer, som begge står meget stærkt. Derfor har jeg lidt svært ved at se Adbi vinde den, men hvis han gør, er det fyldt fortjent.
Resten af Captain Philips 6 nomineringer ser heller ikke særligt sikre ud. Den største chance for en win er nok i Adapted Screenplay kategorien, hvor den nok ligger og kæmper med 12 Years a Slave og The Wolf of Wall Street.

onsdag den 19. februar 2014

Gravity

 In space only George Clooney can hear you scream.


Nogle gange er to skuespillere og 1000 
special effects folk nok til at skabe magi.

I Gravity følger vi Ryan Stone (Sandra Bullock) og Matt Kowaski (George Clooney) to astronauter på deres henholdsvis første og sidste ekskursion i rummet. Stone er den unge og uerfarne videnskabsmand, der stadig er ikke er helt tryg ved at arbejde i 0 g, hvor er Kowaski den ældre, erfarne og altid rolige astronaut der har prøvet det hele før. De er oppe for at reparere Hubble-teleskopet, men der går naturligvis ikke længe før noget går helt galt og resten af filmen er en kamp for at komme tilbage til jorden igen.

Gravity indeholder et par enkelte andre skuespillere, vigtigst Ed Harris som teamets leder i en ren auditiv rolle, men 95% af filmens skuespil kommer fra Sandre Bullock og George Clooney. At have de to stjerner, som begge mere eller mindre kan siges at være toppen af deres karriere, i filmens altoverskyggende roller er uden tvivl et stort scoop og begge lever fuldt op til deres ansvar. Filmens virkelige stjerne er dog på alle måder de visuelle effekts. Åbningsscenen alene burde være nok til at tage pusten fra de fleste. I 13 minutter uden et eneste klip, sværger kameraet gnidningsløst rundt om skuespillerne imens de bevæger sig i det vægtløse rum. Der er nogle helt fantastiske skyd her, men det mest imponerende er alligevel at det hele kører i one-take, hvilket giver scenen en næsten dokumentarisk kvalitet. Kameraet føles ikke opsat, men decideret som en (vægtløs) flue på væggen, der bare fanger begivenhederne som de sker. Det skaber et enormt nærvær som mildelst er talt imponerende for en film der foregår i 600 km højde. Åbningsscenen er en tydelige evolution fra instruktør Alfonso Cuaróns tidligere film Children of Men, som også er kendt for meget lange scener uden klip og især er berømte for denne one-shot actionscene mod filmens slutning. Meget af æren for Gravitys fantastiske visuelle look må derfor også gives til "fotografen" på begge film, Emmanuel Lubezki.


Åbningsscenen er en teknisk milepæl, og jeg tør godt spå, at der engang i fremtiden, et eller andet sted i verden, vil blive skrevet specialer eller ph.d. afhandlinger om den 13 minutter lange sekvens. Sekvensen er heller ingen enlig svale, det høje tekniske niveau bliver holdt hele filmen igennem og sætter standarden for hvad man kan opnå når billed, lyd og effekter går op i højere enhed. Det er svært ikke at sammenligne Gravity med det kvantespring som Avatar var for 3D effekter i sin tid, men på mange måder er Gravity mere imponerende, fordi den formår at få os til at tro på noget vi kender i forvejen, i stedet for store blå mænd vi ikke har noget forhold til. Gravity er slet og ret en film der bryder ny grund på flere måder, både hvad angår kameraarbejde og visuelle effekter. Filmen indeholder endda en længere sekvens optaget i første person i bedste computerspilsstil, noget der, så vidt jeg ved, ikke er prøvet i en Hollywood produktion siden Doom (med et mere eller mindre komisk resultat). Lyddesignet i Gravity fortjener også at få en ekstra bemærkning med på vejen. Idet meget af filmens dialog foregår igennem radiodsamtaler mellem karakter der ikke kan se hinanden, bliver den såkaldte Sound of Silence brugt vanvittigt effektivt her, til at understrege hvor alene man pludselig kan føle sig, når man er mit i en den tømme intethed og der ikke har nogen at tale med. Filmen gør også godt brug af ambient og diegetisk lyd der underbygger stemningen og ligesom kameraet bliver lyden levendegjort ved den kraftige påvirkning fra omgivelserne, hvilket der endnu engang understreger den dokumentaristiske stemning. Vi bliver gang på gang mindet om at Gravity dybest set ikke er en Sci-Fi film, men en forholdsvis small film om en kvindes kamp for at komme tilbage til livet figurativt og bogstavligt.

Hvis man virkelig skal gå Gravity i krogene er plottet forholdsvist ligetil, filmen vader tæt op af grænsen til det pladderromantiske et par gange og der er ikke meget dybere tema end rejsen som en symbol for genfødsel for Sandra Bullocks karakter.. Men hvad gør det, når selve oplevelsen får dig til at sidde åndeløst tilbage?


(5 Buer ud af 5)

Oscar-chancer

Gravity er med god grund den mest nominerede film i år og jeg kan ikke forestillede mig andet end at filmen vinder mere eller mindre alle de tekniske priser og bliver årets mest vindende film.
I de tungere katagorier ser det dog en del mere usikkert ud. Jeg har ikke brugt meget tid på filmens skuespil, men Sandra Bullock gør det faktisk rigtig udmærket i en svær rolle, hun er kommet langt siden Agent Catwalk og har fortjent sin nominering som bedste skuespillerinde. Jeg har dog svært ved at se hende vinde, da effekterne simpelthen bærer filmen mere end hu
n gør.
I bedste film kategorien tror jeg er Gravity ligger blandt top 3, men Oscarakademiet er notorisk konservative i deres valg af bedste film og prisen går næsten altid til et drama med et stærkt menneskeligt element (sidste gang en bedste film vinder adskilte sig fra dette skema var i 2004 med The Lord of the Rings: The Return of the King. Så jeg har svært ved at se en så alternativ film og teknisk drevet film som Gravity vinde den store pris. Men lige denne gang ville jeg ikke have noget imod at være forkert på den.


The Wolf of Wall Street

Jeg skal lige have en bane på den anden kønslæbe også.


Leonardo DiCaprio og Martin Scorsese tager i deres femte 
samarbejde fat på korruptionen og dekadencen på Wall Street.

The Wolf of Wall Street er filmen om Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio), en børshandler fra virkelighedens Wall Street, der havde en fest imens han tog røven på både systemet og sine kunder igennem 90'erne. Filmen er den rimelig klassiske rags-to-riches historie, hvor pengene ender med at korrumpere vores hovedperson og den Amerikanske Drøm ender med at blive til et mararidt. Twistet her, er dog at Instruktør Martin Scorsese har valgt at bygge filmen over Belforts egen selvbiografi, et interessant og modigt valg, da Belfort ikke umiddelbart selv mener han har gjort noget galt. Scorsese holder sig fra at moralisere og lader i stedet Belfort styre narrativen, så vi kan drage vores egne konklusioner.

På papiret lyder dette som grundstenen til en ganske interessant film, men Scorsese lader desværre festaben tage totalt over, så størstedelen af filmen er en serie af letpåklædte damer, vilde festscener og sindsyge stofeskapader. Filmens fokus kommer i alt for høj grad til at ligge på det vanvittige arbejdsmilijø i Belforts firma Stratton Oakmont, hvor strippere sendes sendes ind ved fyraften, der afholdes konkurrencer i ting som dværgekast og assistenterne får gode penge for at fornedre sig selv. Scorsese understreger gang på gang den voldsomme dekadence som magt og penge kan fører med sig og prøver hele tiden at støde og forarge, ved at lade de vanvittige scener overgå sig selv. Første gang vi møder Belfort ligger han dog allerede og sniffer coke fra en prostitueres ædlere dele (så er stilen ligesom lagt!), og når det er udgangspunktet, er det sgu svært at tage den meget videre. Pointen om overforbrug som fører til moralsk forfald bliver gentaget ud i det uendelige, i scener der ofte har meget lidt betydning for filmens plot. Derfor ender The Wolf of Wall Street, der ligeså godt kunne have heddet Sex, Drugs and Money, med at blive jævnt kedelig, hvilket vel i sig selv er lidt af en bedrift fra Scorseses side. Filmen minder på mange måder om en moderne Caligula, en anden film hvis hovedformål var at forarge og som fejlede voldsomt fordi foragt i sig selv ikke skaber en god film (og pga. en grisk pornoproducent, men det er en anden historie). Ligesom Caligula, er Wolf of Wall Street med sine 3 timer også åbentlyst alt for lang, men formår stadig på en eller anden måde at give en følelse af, at vi stadig ikke får det hele med. Da Belfort endelig bliver taget af FBI for sine lyssky aktiviteter, er filmen mere eller mindre slut og vi får ikke rigtigt det personlige fald fra verdens tinde til randestenen med, som ellers ofte er det mest interessante i denne slags film. Dette lægger sig nok op af valget om at bygge filmen over hovedpersonens egen selvbiografi, men det betyder desværre, at der ikke er meget karakterudvikling at spore hos Jordan Belfort, på trods af at filmen foregår over 15-20 år. Bevares, DiCaprio gør det da godt, men rollen kunne have været væsentlig dybere.


Hvis man tager nogle andre briller på, kunne man godt argumentere for at den dybere betydning er ligegyldigt, da filmen mest er en komedie. Den indeholder helt sikkert et par sjove steder, bl.a. en fantastisk scene hvor firmaets ledelse diskutere hvordan man etisk bør behandle dværge efter man har brugt dem som kasteskyts, på en måde der mest minder om noget fra Spinal Tap. Men det meste af humoren handler om folk der tomler rundt på stoffer og laver dumme ting og man kan ikke lade være med at undre sig lidt over, om man måske selv skulle have været på noget for rigtigt at forstå morskaben. 

Alt i alt er The Wolf of Wall Street lidt en misser fra makkerparret Scorsese/DiCaprio, filmen indeholder gode scener og som sådan også noget ganske udmærket skuespil, men Scorsese er blevet alt for forelsket i sin egen vision og har burde have haft en klipper en producer der kunne have holdt ham mere i ørerne. Men ret skal være ret. Hvis 3 timer med letpåklædte damer, stoffer og dekadence lyder som noget for dig, bliver du ikke skuffet over Wolf of Wall Street, bare lad vær med at forvente et godt plot samtidig. 

                        
(3 Buer ud af 5)

Oscar-chancer:

Hvis der blev givet en Oscar for bedste sanseløse drug scene, ville DiCaprio uden tvivl vinde den. Det gør der desværre ikke, og så ser udsigterne lidt mere dystre ud for Wolf of Wall Street. Filmen er nomineret til 5 Oscars i alt, men den eneste som jeg rigtigt ser at den har en chance for at vinde er Leonardo DiCaprio som Jordan Belfort. Som nævnt tidligere spiller DiCaprio uden tvivl rollen godt, men det er langt fra hans bedste rolle (den pris må nok gå til Blood Diamond). Hvis han får statuetten er det nok snarere en konsekvens af, at manden er en af de mest respekterede skuespillere i Hollywood pt. og nomineret fire gange tidligere uden endnu at vinde den.
Det ville dog ikke overraske mig hvis filmen gik hjem med i hvert fald en statuette, så kunne godt se den vinde for bedste Adapted Screenplay også, da dialogen er en af dens stærke sider. Og hvis Scorsese vinder for bedste instruktør, ville jeg anbefale akademiet at holde en pause et par år, så de kan tænke over hvad de har gjort..


fredag den 7. februar 2014

Velkommen til Film Buen



Bøj din oplevelse af film!


Velkommen til min film blog. Jeg hedder Bue Kindtler-Nielsen og er igang med min kandidat i Historie og Medievidenskab fra Syddansk Universitet. Jeg har altid været lidt af en filmnørd og har da også set et decideret utal af både gode og ikke mindst dårlige film i tidernes løb. Det er den viden, plus hvad jeg har lært igennem studier, som jeg har tænkt mig at sende fra hjerneceller til fingrespidser her på Film Buen.
Hovedformålet med bloggen er som sådan ret basalt. Den er en platform, hvor jeg skriver diverse anmeldelser af nye såvel som gamle film og giver dem en karakter fra 1 til 5 buer (det gode ved at have et navn som Bue, er at man til sidst kan vende alle de dårlige jokes til ens fordel).
Den er dog også en dybere tanke bag. Jeg mener, at der i de klassiske danske medier mangler en bro mellem den traditionelle filmanmeldelse og den deciderede filmanalyse. En traditionel filmanmeldelse i f.eks. Politikken bygger ofte på et skema der hedder:


1. "Opremsning af plottet" 
2. "Extra info uden om selve filmen" (hvilke film har instruktøren tidligere lavet etc.)
3. "Anmelderens holdning til enkelte aspekter af filmen"
4. "Opsummering"

Rækkefølgen kan selvfølgelig variere, og der findes også anmeldere som står for mere personlige og emotionelle anmeldelser, men dybest set er dette måden de fleste film anmeldeles på, i de danske dagblade. Dette syntes jeg som sådan ikke er at et problem. Disse anmeldelser er jo først og fremmest en købsguide til læseren, og derfor er de naturligvis nød til at være let forståelige for denne læser. De efterlader dog meget lidt plads til at dykke dybere ned i filmen som kunstnerisk medie og derfor syntes jeg også, at de ofte bliver dræbende kedelige. Det jeg vil prøve på i mine anmeldelser er at gå lidt dybere ned og bruge min viden om filmhistorie, filmproduktion og filmteori til at skabe anmeldelser med lidt mere substans, hvor læseren måske kan lærer lidt om formatet og forhåbentlig er underholdt undervejs. 
Det er dog en bro der bliver bygget i begge retninger. Du kommer ikke til at se en 20 siders dybdegående analyse af den subtile lydbrug i "Jagten" eller en Jenkins inspireret crossmedia analyse af den nyeste Iron-Man film. Der vil heller ikke blive namedroppet eller arbejdet ud fra specifik teori hvert andet øjeblik. Den slags er der masser af kompetente (og mindre kompetente) folk der laver i forvejen, og det vil jeg lade dem om. 
Idéen er kort og godt, at filmanmeldser er sjovere, hvis de indeholder mere en bare en opremsnings af plottet, plus det løse.

Da der er Oscar uddeling her i starten af Marts, vil jeg starte med at anmelde alle 9 film der er nomineret til bedste film inden showet. Der er helt sikkert også spændende film i de andre kategorier, så hvis jeg kan nå mere, kommer de også plakaten. Efter da kommer interesse og mit personlige liv til i høj grad at bestemme hvad der bliver anmeldt her på bloggen. Jeg vil forsøge at holde mig til nyere film i alle genre, men hvis der er noget ældre der griber mig, kunne det sagtens få en anmeldelse også.


Glæder mig til at dele dem med jer!
     - Bue Kindtler-Nielsen