2. Redegørelse for kategorisering af titler
2. Redegørelse for kategorisering af titler

1. Introduktion

Forarbejdet til denne registrant blev skabt i forbindelse med mit speciale Modtagelsen af danske historiske film og TV-serier i perioden 1945-84, som blev afleveret i sommeren 2016 som afslutning på en cand.mag. i Historie og Medievidenskab. Jeg ønskede med mit speciale at undersøge den dramatiserede historie som selvstændig genre i dansk film og TV. Jeg måtte dog konstatere, at udover enkelte nedslag, især fokuseret omkring Matador og besættelsesfilmene, var både historisk fiktion og den dramatiserede Danmarkshistorie meget begrænset behandlet i dansk film- og TV-forskning. Udviklingen indenfor genren i Danmark var f.eks. aldrig tidligere blevet klarlagt over en længere periode, og for at sikre et klart overblik, blev skabelsen af en registrant derfor en nødvendighed.

Registranten, som nu udgives i Kosmorama, er en viderebearbejdet udgave af min originale registrant, som er blevet udvidet og forbedret på flere parametre. At finde konkret omtale og billeder fra DR’s tidlige TV-produktion, især fra TV-Teaterafdelingen, var bl.a. en så tidskrævende proces, at jeg i specialet måtte acceptere, at denne del af registranten var mangelfuld. Her har bedre tid og metode givet mig mulighed for at be- og afkræfte hundredevis af ekstra historiske produktioner. 

Det skal understreges, at hvor den kategoriserede viden om danske film er forholdvis stærk, ikke mindst igennem Det Danske Filminstituts arbejde, er den samme viden om danske TV-produktioner væsentligt svagere. Af denne grund er fejlmarginen på filmdelen af registranten også særdeles lav, hvorimod TV-delens uden tvivl er højere, primært i forhold til manglende titler, da de enten ikke er fundet i det opsamlende arbejde eller ikke har været mulige at bekræfte som historiske.

2. Redegørelse for kategorisering af titler

2.1. At definere en titel som historisk

Før en titel kan inkluderes i denne registrant, skal den først og fremmest kunne ses som historisk. Historie er naturligvis et vidt begreb og i princippet må alt, som ikke sendes live, forståes som historie, da det per automatik vil være en skildring af fortiden. Den definition er dog ikke særlig brugbar, derfor er en historisk titel i registranten defineret som: et stykke dramatiseret film eller TV, hvor en betydelig del af handlingen foregår i en tydelig historisk fortid. Hermed adskiller de historiske produktioner sig fra størstedelen af danskproducerede film- og TV-titler, som snarere foregår i hvad man kunne kalde en uspecificeret nutid, hvor der ikke er nogle klare elementer, som fastlægger overfor den samtidige tilskuer, at titlen skildrer en anden periode end den, tilskueren befinder sig i. Registrantens historiske definition tager derfor udgangspunkt i, hvad man kunne kalde en sandsynliggørelse af den almene samtidstilskuers opfattelse. Det er naturligvis umuligt at vide præcis, hvad den enkelte tilskuere har tænkt om de pågældende titler, men igennem analyse af de enkelte titler og deres modtagelse, kombineret med generel historisk viden, kan det anskueliggøres med rimelig sikkerhed, om en titel er blevet set som historisk eller ej. At en film skal foregå i en tydelig historisk fortid, indebærer hermed, at fortidsrammen skal have været åbenlys for den almene tilskuer. En åbningstekst som klarlægger, at titlen foregår i et specifikt historisk årstal, kunne være et eksempel på en sådan åbenlys historisk ramme, hvorimod en film ikke bliver historisk, bare fordi en scene f.eks. har en kalender af ældre dato i baggrunden. Oftest bliver en titels historiske ramme dog tydeliggjort igennem en kombination af kostumer, scenografi, teknologi og handling, og for langt størstedelen af titlerne i denne registrant har denne vurdering været forholdvis ligetil. Det bør også nævnes, at en titel godt kan foregå i et fiktivt område og stadig ses som historisk, så længe der arbejdes indenfor en større historisk ramme. Selvom Matador (1978-82) foregår i den fiktive by Korsbæk, er serien stadig historisk, da der ikke hersker nogen tvivl om, at den samtidig skildrer livet i et historisk Danmark. Derimod er fantasytitler, såsom Skammerens datter (2015), ikke inkluderet i registranten, da disse ikke kan siges at befinde sig indenfor en egentlig historisk periode. Samtidig bør det nævnes, at definitionen dramatiserede titler bevirker, at dokumentarer ikke er inkluderet i registranten og såkaldte doku-dramaer er kun inkluderet, hvis de indeholder en højere grad af dramatiseret skuespil end klassiske dokumentariske fortælleformer.

De titler, som er mest besværlige at vurdere, er ofte dem, hvor ikke hele handlingen foregår i en tydelig historisk fortid. Disse titler er inkluderet i registranten, hvis minimum 25% af den samlede spilletid, foregår i en tydelig historisk fortid. Filmen Den opvakte jomfru (1950) omhandler f.eks. en kvinde fra 1520, som ved et uheld bliver frosset ned i 430 år, og bliver tøet op igen i nutidens Danmark. På trods af udgangspunktet må ses som historisk, er denne film ikke inkluderet i registranten, da selve fortidsskildringen fra 1520 kun varer omkring 5 minutter af filmens samlede spilletid. I forhold til titler, det ikke har været muligt at fremskaffe, er denne vurdering i stedet baseret på omtale og promoverende materiale, primært fra samtiden.

2.2. At definere en titel som dansk

Da dette er en registrant over danske historiske titler, er det naturligvis også nødvendigt at klargøre præcis hvornår en titel kan kategoriseres som dansk. Til dette har jeg skabt min egen simple definition, som fastlægger, at en titel er dansk, hvis mindst to ud af tre af de følgende elementer er tilstede: 

Instruktøren er dansk.

En eller flere hovedroller er besat af danske skuespillere.

Mindst et af produktionsselskaberne og/eller finansieringsselskaberne er danske.

Her skal en dansk instruktør/skuespiller forståes som en person med mindst én dansk forældre, og et dansk selskab, som et selskab, der er grundlagt i Danmark. Det er bevidst en forholdsvis inkluderende definition, der har det formål at give det mest fuldendte billede. Det betyder også, at enkelte store internationale produktioner, såsom The House of the Spirits (1993), der er instrueret af Bille August og modtog støtte fra Det Danske Filminstitut, også optræder i registranten, selvom den danske del af en produktion som denne, ikke kan siges at have været dominerende. 

Det skal samtidig nævnes, at selvom registranten kun inkluderer titler, defineret som danske, er der en ikke ubetydelig mængde af disse, som ikke skildrer dansk historie, dvs. hverken foregår i Danmark eller indeholder danske karakterer. Disse er stadig inkluderet i registranten, men optræder i den samlede oversigt i kursiv. Numrene i parentes ved hvert årtis statistiske oversigt er udtryk for det samlede antal titler i den pågældende kategori, efter titler, der ikke skildrer dansk historie, er trukket fra.

2.3. Historisk kategorisering

Film og TV, som foregår i en dramatiseret historisk fortid, inkluderer naturligvis et meget bredt spekter af forskellige titler. Af denne grund er yderligere kategorisering af de enkelte titler nødvendig, før denne registrant for alvor bliver brugbar. Der findes en del genredefinitioner indenfor den historiske film i den internationale forskning, men disse er ofte brede og upræcise, da de primært bruges teoretisk og ikke til større praktisk kategorisering, som denne registrant er udtryk for.

Den mest brugbare genredefinition for den historiske film i forhold til dette kategoriseringsarbejde er fundet i Vincent Bissons masterafhandling Historical Film Reception: An Ethnographic Focus Beyond Entertainment (2010). Fordelen ved Bissons kategorisering er, at den ikke forsøger at sammekoble gængse filmiske genrekonventioner med forskellige definitioner på den historiske film, men i stedet alene bygger på hvordan den enkelte film forholder sig til og bruger historien. Det har dog været nødvendigt at tilpasse og udvide Bissons enkelte kategoriseringer på forskellig vis, primært som et resultat af, at Bisson ikke selv bruger kategoriseringen til et større registreringsarbejde. Man må derfor formode, at han ikke er stødt på nogle af de specifikke problemstillinger, som kan opstå i dette arbejde. Overordnet definerer Bisson fire separate kategorier indenfor den historiske film: biopics/eventpics, faktion films, period films og historical-entertainment films. Hvilket i forhold til denne registrant er blevet til kategorierne: biopic, faktionsfilm, periodefilm og historisk underholdning. De tre første ligger forholdvis tæt op ad Bissons oprindelige teori, som derfor ikke vil blive gennemgået separat. Det har dog været nødvendigt at lave nogle grundlæggende ændringer i kategorien historisk underholdning og denne fortjener derfor en mere dybdegående gennemgang.

Inden gennemgangen af hver kategori, bør det nævnes, at Bisson også ser de fire kategorier som et udtryk for hvor historisk korrekte de enkelte titler er, hvor en biopic/eventpic f.eks. altid vil gøre mere for at skabe en korrekt historisk skildring end en period film. Det er jeg grundlæggende uenig i, da historisk nøjagtighed ikke er en fast målbar enhed, som det er muligt at klarlægge, selv for historikere. Samtidig ville det være decideret umuligt at lave en registrant af denne størrelse, hvor det også var nødvendigt at forsøge at forholde sig til, hvor historisk korrekt hver enkel titel er. Sidst, men ikke mindst, er det ikke realistisk at antage, at titler som skildrer virkelige historiske personligheder, er mere historiske korrekte, end titler uden virkelige historiske personligheder. Denne registrant har utallige eksempler på biopics som stærkt fordrejer historien og periodefilm, som gør særdeles meget for at skabe en korrekt historisk skildring. Den historiske kategorisering i denne registrant klarlægger altså, hvordan de pågældende titler bruger historien, primært med fokus på virkelige historiske personer og begivenheder, men ikke i hvor høj grad disse skildringer kan ses som historisk korrekte.

Biopic

Biopic’en er en velkendt filmgenre, som traditionelt er udtryk for en biografisk skildring af en kendt historisk person. Indenfor denne registrants kategorisering betegnes en biopic som: titler, som har en virkelig historisk person i hovedrollen og skildrer et virkeligt historisk handlingsforløb, som denne person var en del af. Bisson bruger også betegnelsen eventpic om denne kategori, for at understrege at disse film ikke nødvendigvis er en decideret biografisk skildring, men også kan være bygget op omkring en historisk begivenhed. For at skabe et mere klart statistisk overblik, bruger registranten altid betegnelsen biopic om titler i denne kategori, men det bør understreges, at nogle titler, såsom En kongelig affære (2012) og Sommeren ’92 (2015), bærer mere præg af at skildre en historisk begivenhed end at være egentlige biografiske film.

Faktionsfilm

Faktion, forstået som blandingen af fiktion og fakta, er et andet velkendt begreb, som ofte er blevet brugt i film- og medieforskning, primært til at beskrive titler som på forskellig vis leger med forholdet mellem dokumenteret historie og det fiktive drama. Det er også udgangspunktet i Bissons definiton, men han bruger mere specifikt begrebet om titler, hvor virkelige historiske personligheder bevæger sig ud over deres egentlige historiske livsforløb. Byggende på Bissons teori, betegnes faktionsfilm ifølge registranten som: titler, som indeholder virkelige historiske personligheder i større roller, men hovedpersonen er en fiktiv karakter, eller titler, hvor hovedpersonen er en historisk personlighed hensat til en fiktiv historisk begivenhed. 

I denne kategori findes også titler, som tydeligt bygger på virkelige historiske begivenheder og personer, men hvor navne i persongalleriet er ændret, f.eks. af hensyn til nulevende personer. Om disse titler hører under betegnelsen faktionsfilm, er primært et spørgsmål om, hvordan de promoverer sig selv. Hvis der lægges stor vægt på titlens historiske ophav, vil der være tale om en faktionsfilm, hvis ikke, vil der være tale om en periodefilm. Promoverende materiale er her valgt som udslagsgivende faktor, da det er den mest direkte måde at klarlægge, hvordan en titel ønsker at blive opfattet i offentligheden.

Periodefilm

Periodefilmen er den mest basale form for dramatiseret historie, da det eneste denne kategorisering kræver, er, at en specifik titel foregår i en tydelig historisk fortid. Mere præcist er periodefilm i registrantarbejdet betegnet som: titler hensat til en specifik historisk periode, hvor virkelige historiske personligheder ikke skildres i større roller. Som dette klarlægger, kan titler godt indeholde virkelige historiske karakterer i mindre roller, uden at disse automatisk kommer under kategorien faktionsfilm eller biopics. I filmen Kongeligt besøg (1954) optræder Christian 4. f.eks. kun i de sidste 15 minutter. På trods af at kongen uden tvivl spiller en vigtigt rolle for filmens handling, kan han ikke siges at være en af hovedrollerne, og filmen må derfor ses som en periodefilm. Periodefilm er desuden den klart hyppigst forekommende type af historisk fiktion, da langt størstedelen af historiske titler, som ikke prøver at skildre virkelig dokumenteret historie, vil høre under denne kategori.

Historisk underholdning

Historisk underholdning må grundlæggende ses som den mindst historiske af de fire kategorier, men også den sværeste at definere. Bisson betegner kategorien således: “Historical-entertaiment films use a historical setting as a mode of placing events within a period of history for strictly entertainment purposes.” Han understreger, at disse film er karakteriseret ved at have en generel lav interesse i at skabe en korrekt historisk skildring, og ikke er bange for at indeholde åbenlyse anakronismer. Bissons definition må siges at være bygget op med henblik på specifikke tendenser indenfor visse amerikanske storfilm, hvilket gør den mindre brugbar i dansk regi. Samtidig er dens singulære fokus på underholdning ikke inkluderende nok i forhold til denne registrants brede historiske kategorisering. F.eks. nævner Bisson ikke, hvor historiske kunstfilm skal placeres indenfor de fire kategorier. Af den grund har der været behov for at udvide og ændre denne kategori i forhold til Bissons oprindelige teori. I denne registrant betegnes historisk underholdning som: titler, som foregår i en historisk fortid, men som indeholder så tydelige ikke-historiske elementer, at den almene tilskuer vil blive trukket ud af enhver forestilling om, at de overværer en egentlig historisk skildring. Bissons fastlæggelse af kategoriens svage historiske interesse og åbenlyse anakronismer, er bevidst gjort til min kategoriserings altoverskyggende element, da det er væsentligt lettere at vurdere end et forsøg på at klarlægge, om de enkelte titler er mest interesserede i at underholde eller skabe en korrekt historisk skildring. Begrebet tydelige ikke-historiske elementer, skal her tages meget bogstavligt. Det er ikke et udtryk for mindre anakronismer, eller elementer, som kun folk med den rette historiske baggrundsviden vil være i stand til at sætte spørgsmålstegn ved, men vil være kendetegnet ved tydeligt iøjenfaldende elementer, som den almene tilskuer ikke vil se som realistiske. Filmatiseringen af diverse H.C. Andersen-eventyr er oplagte eksempler på titler, som foregår i en historisk fortid, men som indeholder f.eks. magi og derfor må betegnes som historisk underholdning. Denne kategori inkluderer også historiske titler, hvor tydelige kunstneriske valg er med til at fjerne den historiske realisme. Eksempelvis Lars von Triers Dogville (2003), hvor huse og veje er erstattet af kridtstreger, eller i musicals hvor stort set al dialog synges.

Det skal understreges, at en kategorisering indenfor historisk underholdning altid skal ses som et udtryk for film- og TV-skabernes bevidste valg, og ikke som en vurdering af den generelle kvalitet af den historiske skildring. Kulisserne i mange af TV-spillene fra DR’s TV-Teater er f.eks. klassiske teaterkulisser, som ikke ser specielt realistiske ud, når kameraet kommer tæt på dem. Det betyder ikke, at disse titler automatisk karakteriseres som historisk underholdning. 

Et sidste problematisk element er de få titler, som både indeholder tydelige ikke-historiske elementer, men også virkelige historiske personligheder. I disse tilfælde er det min personlige vurdering af, hvilket af disse aspekter, der er pålagt mest vægt i skildringen, der er afgørende for, hvilken kategori en titel placeres under.

2.4. Periodisk inddeling

Udover at have en historisk kategorisering er titlerne i registranten også inddelt efter, hvilke historiske perioder de skildrer. Da mange titler ikke inkluderer direkte årstal, begivenheder eller historiske personligheder, som let kan klarlægge en præcis periode, må periodiseringen ofte ses som en vurderingssag. Denne vurdering er både baseret på æstetiske og praktiske elementer, f.eks. anvendt tøj og teknologi samt generelle politiske og økonomisk elementer, som kan bruges som et pejlemærke i klarlæggelsen af den skildrede periode. I de tilfælde hvor vi har at gøre med filmatiseringer af f.eks. bøger og teaterstykker, har viden om det oprindelige oplægs periodisering også ofte været benyttet. De ni perioder, som titlerne er fordelt på, tager udgangspunkt i overordnede danske historiske forhold, kombineret med den historiske udvikling i Europa, samt hvad der er vurderet til at give bedst mening i forhold til fordeling og mulig periodisering af titler. 

Med hensyn til titler, som bevæger sig over flere perioder, vil alle skildrede perioder blive inkluderet i oversigten. Her er intet krav om, at en vis procentdel af spilletiden skal foregå i den pågældende historiske periode, og af denne grund skildrer nogle titler adskillige perioder.

12 Years a Slave, Her, Nebraska og Philomena + Oscar Roundup!

12 Years a Slave

"I Will Survive!"

12 Years a Slave fortæller den færdelige og sandfærdige historie om Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor) en fri sort mand i 1800-tallets USA, som bliver taget noget så grusomt ved næsen og ender som slave. Selvom Northup er filmens altomdrejende hovedpunkt, fortælles der dog stadig en større historie om slaveriets enorme psykologiske effekt på både sorte og hvide.
Dette er nok filmens stærkeste aspekt. Solomon når at have en del ejere igennem de 12 års slaveri som titlen hentyder til, nogle er kultiverede og forstående og andre ville måske være endt på den lukkede afdeling i dag, men fælles for dem alle er den indgroede tanke om slaveriet som noget naturligt og de sorte som ejendom der kan købes og sælges. Det er denne tankegang som filmen sætter op som slaveriets altødelæggende effekt, ikke de forskellige slaveejeres mere eller mindre skøre luner.

Skuespillet er solidt hele vejen rundt, men særligt Fassbender er imponerede som den ligedele sørgelige og skræmmende Edwin Epps. Alt er dog ikke godt i slavernes land, selvom filmen generelt fungere glimrende som period piece, fungere den desværre ikke altid perfekt som film. Der er en klart overbrugt tendens til at dvæle i klippene, hvad der gør at filmen til tider kan føles langsom. Det er tydeligt at instruktør Steve McQueen ønsker at vi skal føle svigtet og tabet af frihed præcist ligeså hårdt som Northup selv, men jeg noget desværre aldrig helt derud. Det kan selvfølgelig godt være fordi jeg har et hjerte af sten, men da Northup endelig kommer hjem til sin familie (spoilers, men verdens mest indlysende af slagsen!), rørte det mig bare ikke så meget som jeg egentlig var klar på. Filmen er fortrinsvis lang i forvejen, men tror det havde være en fordel med mere tid inden Northup blev slave, så man havde en bedre forståelse af hvad det egentlig var han mistede. En anden grund til at der ikke blev spillet symfoni på mine hjertestrenge, kan være at 12 Years a Slave ikke byder på det der ligner en overraskelse i de 2+ timer den varer. Plottet kører præcist som man forventer med en slutning man kendte allerede inden bagdelen var plantet i biografsædet. 12 Years a Slave er både en vigtigt film i USA og på alle måder solidt håndværk, men jeg kunne godt ønske mig den åbentlyse favorit til at vinde statutten for bedste film, rent faktisk var en bedre film.

            

(4 ud af 5 Buer)

Her

Årets mest intetsigende titel, på årets mest provokerende film

I Her følger vi Theodore (Joaquin Phoenix), en mand i midten af 30'erne der mangler noget i sit liv, uden at vide præcist hvad. Som tilskuer ser vi dog hurtigt hvad problemet er, filmen foregår i en fremtidsverden hvor kontakten ansigt-til-ansigt med andre mennesker efterhånden er røget så meget i baggrunden til fordel for maskiner og gadgets, at folk ikke kan finde ud af det mere. Dette bliver symboliseret allerede i filmens åbningsscene, hvor vi ser Theodore udføre sit job som skribent af kærlighedsbreve til par. Kunderne er kort sagt folk der ikke er i stand til at udtrykke deres følelser mere og alt tyder på at der er masser af kunder i butikken.
Theodores liv ændre sig dog, da han køber et nyt styresystem som ikke bare kan klare alt for ham, men også udvikler sig i takt med ham og har en sød kvindelige stemme der er til at tale med. Han døber det Samantha (Scarlett Johansson) og de to får et tættere og tættere forhold i takt med at hun ikke bare organisere hans liv, men fungere som den forstående, udømmende livsledsager han altid har haft brug for.

Filmen sætter nogle fantastiske interessante spørgsmål op, da dens fremtidsbillede på alle måder er en slet skjult hentydning til hvor vi selv er på vej hen som samfund. Er det så meget anderledes at gå at tale med en computer på gaden end det er at bruge 50% af sin tid på at kigge ned på en telefon? Vi er stadigvæk ikke tilstede i nuet og menneskelige behov for tilstedeværelse er filmens store tema. Måske endnu bedre fungere håndteringen af  Theodore og Samantha uundgåelige romance og hvordan samfundet ser på det. Her sætter filmen et spejl op og beder os om at tage stilling til dette forhold og ikke mindst til at kigge på vores egen tendens til at dømme alt der er anderledes og ikke passer ind i det regulære kærlighedsskema. Er kærlighed mellem et menneske og en maskine forkert, hvis maskinen nærmest er mere menneskelig end menneskene selv? Her har filmen virkelig sin force fordi den altid holder sig fra den åbentlyse fordømmelse. Det er også befriende at vi får en film med en supercomputer som ikke ender med at blive til Skynet.

Lidt ligesom 12 Years a Slave, har Her dog klare problemer som film. Der er nogle af de rent teknologiske og computermæssige aspekter som simpelthen kræver for meget suspence of disbelieve. F.eks. er Samantha 100% menneskelig fra starten (selv med små pust og støn i stemmen) og selve fortællingen bliver alt for langtrykken i filmens sidste halvdel, hvor evige flashbacks og montager bliver ved med at trække i langdrag. Her er måske ikke årets bedste film, men det er stadig en film jeg vil anbefale alle at se.

         

(4 ud af 5 Buer)

Nebraska

Nuancerede portrætter i Sort/Hvid 

Nebraska er en film om en gammel mand der har overskredet sidste salgsdato, men som stadig vil have det eventyr ud af livet, som han aldrig fik. Manden er Woody Grant (Bruce Dern), en alkoholiseret og halvsenil snegl af få ord. Da han får at vide han har vundet en million dollars (i et åbentlyst scam), er han fast besluttet på at tage ned til Nebraska og hente pengene, om det så skal blive hans død. Trods store protester fra hans meget dominerede (og fantastisk spillende) kone Kate (June Squibb), ender Woody's søn David (Will Forte), med at tage turen sammen med ham. David har ikke selv fået det store ud af livet og vi mistænker at turen ligeså meget er hans måde at skeje ud på, som det er en måde at komme tættere på den far han aldrig rigtigt har kendt.

Nebraskas skildring af den gamle, men ikke nødvendigvis venlige, mands kamp for at få en sidste anerkendelse i et liv hvor han konstant er blevet trådt på er dybt rørende. Filmen fungere især fordi den bare virker ægte. Dette er uden tvivl forstærket af det sort hvide billede, som ironisk nok er i stand til at gøre både film og skuespillere mindre spillefilmsagtige. Filmens store force er dens karakterer og et fantastisk manuskrift med en enorm portion humør, i ellers sørgelige omstændigheder. Woody svare bl.a. sin søn på hvorfor han fik børn, med ordene: "I like to screw and your mother's a catholic, you figure it out!" Balancen mellem humør og livets hårde realiteter fungere mere eller mindre perfekt og filmen holder sig fra nogensinde at blive sukkersød eller proppe Woody ned i et hul hvor hans flerdimensionalitet forsvinder og vi kun kan have ondt af ham pga. hans omstændigheder.

     

(5 ud af 5 Buer)

Philomena

En forvirret M., et forvirret manuskrift og en forvirret Bue.

Efter Nebraska er Philomena den 2. road movie feat. gamle mennesker blandt Oscarfeltet, men desværre klart den dårligste af de to. Her følger vi Judi Dench som filmens titelkarakter, der vil ud og finde den søn hun blev tvunget til at bortadoptere, da hun var blevet sendt på kloster i 50'ernes Irland. Journalisten Martin Sixsmith (Steve Coogan) har brug for at komme videre efter et mislykket forsøg som spindokter og da han får nys om historien ender han med at gå videre med den, selvom det er den slags life stories han ellers syntes han er for god til. Så kan rejsen begynde og de deltagere er mildest talt et umage par. Philomena er en lettere forvirret gammel dame, der altid ser det bedste i mennesker og kan blive imponeret over en salatbuffet. Hendes stærke tro og evne til have benene solidt plantet i jorden stor i kontrast til den sarkastiske atheist Martin, der ikke modtager fremmede med åbne arme.

På papiret har vi her en udmærket film med et par gode skuespillere, men desværre suger manuskriftet af Steve Coogan selv og den uerfarne Jeff Pope, både spænding og forbindelse til karakterne, helt ud af filmen. Begge hovedpersoner skiftet holdninger og stemning på en tallerken uden anden begrundelse end filmskaberenes eget forestillede behov om at "Nu skal de være sure på hinanden". Dette strejker sig videre til resten af filmens karakterer som ofte ikke kan finde ud af hvad de vil eller hvis motivation og valg bare slet ikke bliver forklaret. Værst er nok portrættet af nonnerne, som fremstår nærmest komisk onde og ville have været bedre egnet som skurke til 50'ernes Batman end i dette forsøg på at skabe en seriøs film. Philomena er dog stadig svær at hade. Skuespillet er fint som man kan forvente og filmen har et par gode scener, selvom den overall måske er en smule kedelig.

                 

(3 ud 5 Buer)

Oscar forudsigelser

Best Motion Picture of the Year = 12 Years a Slave

Personligt mener jeg ikke det er den bedste film, men sjældent har en film været så lavet til at vinde Oscars som 12 Years a Slave. Vi har både et dybt personligt drama, bygget over en virkelig historie og med et undertrykt folkefærd som omdrejningspunkt.

Best Performance by an Actor in a Leading Role = Dallas Buyers Club: Matthew McConaughey

Når vi taler om ting der er som skabt til at vinde Oscar, er folk der tør gå den ekstra km for rollen altid et godt bud. Det hjælper selvfølgelig også at McConaughey på kort tid har fået utrolig meget good will i Hollywood og han slet og ret spiller fantastisk i rollen. Det andet stærke bud er Leonardo DiCaprio for The Wolf of Wall Street, simpelthen fordi han stadig ikke har fået en Oscar. Leo er dog ikke ligefrem kendt som Oscar darling, så jeg tror endnu ikke akademiet føler de skylder ham noget.

Best Performance by an Actress in a Leading Role = Blue Jasmine: Cate Blanchett

Jeg har endnu ikke set Blue Jasmine (shame on me), men lige siden filmen kom ud føler jeg ikke jeg har hørt andet end at Blanchett ville vinde Oscaren, så hun virker som et sikkert bud. Det hjælper også der ikke er så mange andre stærke i kategorien.

Best Performance by an Actor in a Supporting Role =  Dallas Buyers Club: Jared Leto

Ligesom McConaughey har Leto givet sig 100% for sin rolle og de anderledes karakterer (som transvestiter) er som begyndt altid først i rækken når der skal deles statuetter ud. Der er også andre stærke bud, både Fassbender og Barkhad Abdi spiller fantastisk i hver deres rolle og jeg ville nok personligt hellere se end af dem vinde, men jeg tror hverken debut skuespilleren eller Magneto kan vippe Leto af pinden.

Best Performance by an Actress in a Supporting Role = 12 Years a Slave: Lupita Nyong'o

Jennifer Lawrence burde UDEN tvivl vinde den her kategori, da hun levere hendes nok stærkeste præstation i en række af stærke præstationer. Jeg har dog meget svært ved at se hende få 2 priser i sin så ung alder og ikke mindst 2 år i træk for film af den samme instruktør. Så det bliver i stedet Lupita, som er det "sikre" valg.

 Best Achievement in Directing = Gravity: Alfonso Cuarón

Når han ikke vinder bedste film får Cuarón instruktør i stedet. Personligt hepper jeg på David O. Russel, men man kan ikke sige Cuarón ikke har fortjent den.

Best Writing, Original Screenplay = Her: Spike Jonze

Jeg må sige jeg mener Nebraska burde vinde her. Men den forholdvis ukendte manuskriftforfatter Bob Nelson kommer nok ikke til at slå veteranen Spike Jonze, der aldrig har fået en Oscar.

Best Writing, Adapted Screenplay = 12 Years a Slave: John Ridley

Ikke den stærkeste kategori, så 12 Years får den uden stor kamp.

Best Achievement in Cinematography = Gravity: Emmanuel Lubezki 

Uden tvivl den flotteste og mest imponerende film i år. Gravity kommer til at vinde alle 5 tekniske priser (og sådan får man lige de sidste kategorier af vejen!).

Dallas Buyers Club - En Cowboy, en transvestit og en forfærdelig skuespillerinde går ind på en bar..

Samspillet mellem den feminine Rayon og cowboyen der gerne vil være indbegrebet af macho er en af filmens stærkeste sider.

For historikere er det en velkendt sandhed at de bedste historier ikke findes i fiktionen, men ude i det virkelige liv. Dette er efterhånden gået op for Hollywood, hvor "Based on a true story" er blevet det nye sort. Vi har haft to 2 Oscarvindere for bedste film i løbet af de sidste 3 år (The King's Speech og Argo) baseret på virkelige begivenheder og i år er 6 (!) ud af 9 "bedste film" nominerede i forskellig grad bygget over virkelige historier. Formlen er fantastisk til Hollywood, da den giver autenticitet og er baseret på en verden publikum kan forholde sig til, nemlig deres egen. Samtidig er de begivenheder der bliver portrætteret ofte er ukendte nok til, at instruktøreren kan lege med fakta og skabe en mere dramatisk film, uden at træde for mange over tæerne. 

Sådan en film er Dallas Buyers Club. Her følger vi den texanske elektriker, tyrerider og moderne cowboy Ron Woodroof (Matthew McConaughey), der får konstateret AIDS i midten af 80'erne og får at vide, at han kun har få måneder tilbage at leve i. Han nægter at acceptere dommen og begynder en kamp imod systemet for at få ikke-tilladt naturmedicin ud til hiv-ofre, som han ellers mener er rent i medicinalfirmaernes vold. Han får hjælp af Rayon (Jared Leto), en transvestit som også er ramt af AIDS og ender i et platonisk kærlighedsforhold til den ideologiske Dr. Eve (Jennifer Garner).
Begge disse karakterer stammer ikke fra virkeligheden, men er filmskabernes behov og en sammenblanding af den virkelige Woodroofs andre bekendtskaber. Det betyder reelt at store dele af Dallas Buyers Club lænder sig tæt op af fiktion og filmens vigtigste tematisering og bedste aspekt, Woodroofs langsomme overgang fra ren foragt til respekt og venskab overfor bøssen Rayon, faktisk er mere eller mindre fri fantasi. Meget tyder på at den virkelige Ron Woodroof var åbent biseksuel og ikke havde noget problem med homoseksuelle.
Har valget skabt en bedre film i sidste ende? Ja det har det nok, men det er værd at tænke over i hvor høj grad Woodroofs arv, og billedet af hans personlighed i den offentlige bevidsthed, vil blive formet af en stor Hollywood produktion som denne. "Based on a true story" filmene bliver ofte først produceret efter dem de omhandler er døde, så de ingen muligheder har for at give deres version af begivenhederne (eller sagsøge hvis det går helt galt) og filmskaberne er mere eller mindre frie til at forme begivenhedsforløbet som de syntes er passende. Sagt på en anden måde, billedet af den virkelige personlighed ligger altså under for filmskabernes luner, og de går som oftest mere op i at skabe en film der dramaturgisk fungere, end at formidle den sande historie. Det er ikke nødvendigvis spillefilmens rolle at fortælle den skinbarlige sandhed, men det er værd at huske at filmens kulturelle indflydelse og påvirkning ofte strejker sig længere end bare de to timer vi sidder og ser den i biografen. 

Jennifer Garner prøver ihærdigt at se

bekymret ud.

Men hvis vi glemmer de virkelige hændelser et øjeblik og bare kigger på Dallas Buyers Club som et spillefilmsdrama, fungere den faktisk ganske udmærket. Først og fremmest gør Matthew McConaughey det fantastisk som den AIDS-ramte, men livsbekræftende cowboy. Manden, der før var mest kendt for at smide trøjen ved enhver given lejlighed, har formået at genopfinde sig selv på så spektakulær vis i løbet af de sidste par år. Udviklingen er ligefrem blevet døbt the McConasancen og Dallas Buyers Club er nok hans bedste rolle til dato. Det direkte bevis på hvor langt manden er kommet langt siden Sahara og The Wedding Planner ses her i filmen, hvor McConaughey har lavet en Bale og reduceret den krop han før fik sine roller på, til en hiv-inficeret skygge af sig selv. McConaughey igennem nærmest alle falsetterne af skuespillets kunst i denne film og klare både had, kærlighed og fortvivlelse med en rå troværdighed. Han er nok med i 90% af scenerne og bærer på alle måder filmen.

Jared Leto er også blevet tynd som en pind og spiller rollen som den dødende, men livsglade transvestit, virkelig gennemført. Kemien mellem ham og McConaughey er noget af det bedste ved filmen, og den måde hvorpå deres forhold udvikler sig er hjertevarmende, uden det bliver sukkersødt eller kvalmende. Her når vi dog til vejens ende med Jennifer Garner, som nærmest stikker ud som en dværg til en NBA kamp i forhold til de to herre. Skuespilsmæssigt er hun slet ikke oppe på niveau og det bliver pinligt tydeligt senere i filmen hvor hun begynder at få en større rolle. Det har været en fordel, hvis der var et par castere der lige havde husket at se Pearl Harbor for at forstå hvorfor man IKKE skal hyre Jennifer Garner (aka Elektra) til dramatiske roller. 

Filmens ringeste aspekt er nok at kærlighedshistorien mellem Ron og Eve, som kommer alt for pludselig og generelt er underudviklet. Men der er også andre problemer. Klipningen er ikke fantastisk og prøver ofte at være meget kunstnerisk. Det resultere desværre i, at fortællingen til tider går lidt tabt og man er tvunget til at føle sig 30 sekunder bag handlingen, fordi klipningen ikke giver os præmissen for en scene ordentligt. Filmen virker også til tider som ét stort korstog imod anti-hiv stoffet AZT, der konstant bliver fremstillet som om det forværre patienters tilstand og kun bliver brugt fordi hospitalerne og FDA (the Food and Drug Administration som står for test og legalisere af stoffer i USA) er i lommen på medicinalfirmaerne. Alt dette klinger dog rimelig hult, når man efter filmens slutning, i en lille tekst, får at vide at AZT har bevist positiv virkning og stoffet stadig bruges i dag. Dallas Buyers Club er dog stadig en interessant film om accept af både livet og døden og kampen imod et system der har afskrevet dig for længe siden, især båret frem af to virkelige stærke mandlige roller. 

              

(4 ud af 5 Buer)

Oscar-chancer

Dallas Buyers Club er nomineret til 6 Oscars, men har i min optik reelt kun en chance for at vinde i bedste mandelige hovedrolle med Matthew McConaughey og bedste mandlige birolle med Jared Leto. Personlig syntes jeg McConaughey på alle måder har fortjent at vinde og i forhold til hvor meget good will han har fået i Hollywood, og hvor mange højprofil projekter han har været i, ville det også give god mening. Jeg vil skyde på han tager den. Jared Leto virker også som et rigtigt godt bud til bedste birolle. Han gør glimrende og rollen er som lavet til at få en Oscar. Personligt var jeg nok mere imponeret af Barkhad Abdi's rå portræt af en somalisk pirat i Captain Phillips, men hvis jeg skulle sætte penge på en vinder ville det være Leto.

American Hustle

Grimme Mænd og Smukke Kvinder

Christian Bale elsker at finde på nye måder at voldtage sin 

egen krop og har taget 20 kilo på til rollen som Irving Rosenfeld.

American Hustle foregår i 70'ernes New York, hvor vi følger Irving Rosenfeld (Christian Bale), en på alle måder ucharmende mand, der har en kæde af vaskehaller, men først og fremmest lever af at tage røven på folk der mangler penge. Irving møder den tidligere stripper Sydney Prosser (Amy Adams), der er træt af sit gamle liv og parat til at gøre alt for at få noget bedre. De bliver partnere, både på kontoret og i sengen, og lever det gode con artist liv indtil de bliver afsløret af FBI-agent Richie Dimaso (Bradley Cooper). Han tvinger dem til at hjælpe ham med at fange endnu større fisk, mod selv at slippe for at komme i spjældet.

Det er i korte træk setuppet til American Hustle, men ligesom i instruktør David O. Russells tidligere film, er plottet i American Hustle i virkeligheden rimelig sekundært. Russels film lever og dør på interaktionen mellem de fascinerende karakterer og hans evne til at få det bedste ud af de skuespillere der spiller dem og her levere American Hustle i spandevis. Med Christian Bale og Amy Adams fra The Fighter samt Bradley Cooper og Jennifer Lawrence fra Silver Linings Playbook, er filmens cast som taget ud af en David O. Russell fans våde drøm, og jeg må nok hellere indrømme med det samme, at den fan der hentydes til her, er mig selv. Instruktøren er ikke altid lige populær og er bl.a. berygtet for at have været oppe og slås med George Clooney, at svine sine skuespillere til og at have taget et mindre kvælertag på Christoffer Nolan, efter Russell mente han havde stjålet en af hans skuespillere. Hans vanvittige eskapader fik ham tilsidst mere eller mindre blacklistet fra Hollywood og holdt ham ude af gamet i seks år, indtil han, imod alt forventning, kom stærkt tilbage med The Fighter. Filmen fik syv Oscar-nomineringer og er med sit fantastiske skuespil og knivskarpe portræt af knuste drømme i en lille arbejderby, efter min mening en af de bedste amerikanske film i det "nye" årtusind. Russell kan altså være svær at elske som person, men efter hans "genfødsel" har han vist sig som en af de bedste karakterinstruktører i Hollywood og American Hustle stadfæster rent dette image.

Russells "usual suspects" spiller alle fantastisk i filmen. Irving Rosenfeld er en slesk parasit af en mand, der tjener sine penge ved at sparke til folk der allerede ligger ned, men alligevel alligevel formår Christian Bale at gøre ham til en af filmens mest sympatiske karakter. Dette bliver især hjulpet på vej af kærligheden til hans (pleje)søn og de konstante lorte situationer han bliver presset ud i af filmens andre karakterer, ikke mindst hans kone Rosalyn, spillet af Jennifer Lawrence. Lawrence er slet ikke blevet nævnt endnu, men fortjener nærmest et helt essay for sig selv. Som Rosalyn skifter hun mellem at være dragende, sårbar, vanvittig dobbelt moralsk og skingrende sindssyg, ofte i samme scene, uden nogen af delene føles påtaget. Lawrence har med god grund haft en kometkarriere fra nul til en af Hollywoods hotteste og mest respekterede stjerner. Hun havde allerede mit hjerte inden American Hustle, men rollen her er muligvis hendes bedste nogensinde. Hele castet gør det dog over forventning. Bradley Cooper ville i et klassisk Hollywood skema være filmens helt, men er her en overambitiøs, respektløs bondeknold med et autoritetsproblem og Amy Adams er kvinden der er så van til at lyve, at man mistænker hende for tilsidst ikke at vide hvor sandheden ligger henne mere (perfekt symboliseret ved hendes britiske accent, som kommer og går ved lejlighed). Jeremy Renner gør det også godt som borgmester med elvisfrisure, der bare vil gøre noget godt for sine borgere, men alligevel ender med at blive trukket ned i den ulovlige gråzone af filmens andre karakter.

Her når vi også ind til kernen af American Hustle, og hvad det er David O. Russell er så fantatisk dygtigt til. Filmen tilbyder hverken mange dybere tematiseringer, oplæg til semiotisk analyse eller noget skelsættende blik på korruptionen i det amerikanske system. Men Russel har en evne til at presse det absolut bedste ud af sine skuespillere. Ligesom at høre en 13 minutter lang Jimmy Hendrix solo, kan det at opleve skuespillets kunstart blive udført til perfektion på lærredet, også være både fascinerende og underholdende i sig selv. Det er dog tydeligt, at Russells force ikke ligger i plottet og det er nok filmens største svaghed. For en film hvor størstedelen af handlingen omhandler et stort svindelnummer, fungere selve svindelnummeret ikke specielt godt og virker næsten som en eftertanke. Det ændre dog ikke på, at dette er Russells tredje imponerende gode film på kun fire år, en bedrift selv de største instruktører har svært ved at gøre efter. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Hitchcocks (en anden instruktør der var berygtet for at være hård ved sine skuespillere) berømte back-to-back klassikere Vertigo, North by Northwest og Psycho fra 1958-1960. Tiden vil vise om Russell kan leve op til sammenligningen eller om han begynder at dele skaller ud på settet igen.

(5 ud af 5 Buer)

Oscar-chancer

American Hustle er nomineret til 10 Oscars, men har ingen sikre vindere, i min optik. Det er bl.a. den eneste film der har nomineringer i alle skuespilskatagorierne, men jeg har på fornemmelsen at det generelt stærke cast kan komme til at modarbejde dens chancer lidt her, i det der ikke er nogen der for alvor for lov til at shine over de andre. Den eneste der gør er Jennifer Lawrence, som også efter min mening klart fortjener en statuette. Men så sent som sidste år vandt hun med Silver Linings Playbook og jeg har meget svært ved at se en så ung skuespillerinde få den to år i træk og så endda for to film af den samme instruktør. 

Filmen er også nomineret for bedste manuskrift, men eftersom Russell er notorisk for at frakaste sit manuskrift og i stedet arbejde med improvisering, virker det heller ikke som et sandsynligt win. I virkeligheden ligger dens bedste chancer måske i costumer og set-design som jeg ikke har nævnt med et ord, men som fungere særdeles godt og gør de smukke kvinder endnu smukkere og de grimme mænd endnu grimmere. Her skal American Hustle dog ligge og slås med The Great Gatsby, som nok må siges at være favoritten. Mit personlige store håb er at David O. Russell får den Oscar for bedste instruktør han har fortjent efter tre fantastiske film i streg. Russel ligger dog og gnider sig op af nogle store drenge, for ikke at sige akademiets mulighed for at give prisen for første gang til henholdsvis en latino instruktør (Alfonso Cuarón for Gravity) og en sort instruktør (Steve McQueen for 12 Years a Slave), så den ser også svær ud. Alt i alt kunne det det godt ske, at American Hustle havner i True Grit hullet og ender med at have flest nomineringer, men ingen statuetter når aftenen er omme.

Captain Phillips

You are no fisherman! 

Somaliske skuespillere spiller somaliske pirater 
og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Captain Phillips er den virkelig historie om amerikanske Richard Philips (Tom Hanks), der var kaptajn på Mærsk Alabama da den blev erobret af somaliske pirater i 2009. Filmen bygger til dels på Philips egen bog om begivenhederne, men instruktør Paul Greengrass har heldigvis valgt at lade filmen fokusere ligeså meget på piraterne som på Philips selv, hvad der skaber en mere interessant film, end det typiske drama med en mand der skal grueligt meget igennem. 

Inden jeg går igang med selve anmeldelsen, er jeg simpelthen nød til at nævne den fantastiske reklame og mere eller mindre konstante product placement Mærsk oplever i denne film. Lige fra kaptajnens kasket med Mærsk logo, til de mange helikoptershots rundt om selve containerskibet, hvor hver eneste container naturligvis også har logoet på. I Danmark har vi endda givet den undertitlen "Kapringen af Mærsk Alabama", lige for at understrege det danske islæt. Stort set hele filmen foregår på produkter ejet af Mærsk, men fordi den er bygget påvirkelige hændelser hvor Mærsk netop var scenen virker det naturligt og føles det aldrig som om man får en gang usubtil filmfinansiering smidt i hovedet. Ikke siden Carlberg-trucken i Sam Raimi's første Spider-Man film, har et dansk produkt haft så kraftigt produkt placement i en større Hollywood produktion og jeg elsker det! Det eneste der ærgre mig, er at man ikke lige har fået en amerikaner til at spille Hr. Møller himself, men det må ske i den uundgåelige danske biopic om et par år (jeg stemmer på Jesper Christiansen som A.P. Møller) 

Tilbage til selve filmen. På trods af Greengrass fortid med Bourne-filmene er Captain Philips dybest set et karakterdrama, hvor mere eller mindre 90% endda foregår i små aflukkede rum. Derfor er ordentligt skuespil helt essentielt for at den fungere og her levere filmen uden problemer. Tom Hanks gør det udmærket som kaptajnen der imod umenneskelige odds prøver at holde sin besætning i live og lade være med selv at gå i spåner. Det er dog svært at fjerne fornemmelse af, at vi har at gøre med en typisk Tom Hanks rolle, leveret på en typisk Tom Hanks måde. Det er måske ikke helt fair, at en god præstation fra en skuespiller med et så højt bundniveau kan blive set som lidt kedelig, men rolleren bliver bare spillet mere eller mindre præcist som ville forvente fra hans side. Der er ikke meget af det maniske som han f.eks. spiller på i Cast Away. De fire "amatør" skuespillere, som nærmest er hentet ind fra gaden til at spille de somaliske pirater, gør det til gengæld fantastisk. Den bedste er uden tvivl lederen Muse som bliver spillet af Barkhad Abdi som var det med livet som indsats. Han starter i kontrol, men har meget svært ved at indrømme overfor sig selv, at han langsomt kommer længere og længere ud hvor han ikke kan bunde. Barkhad Abdirahman som Bilal, den khat-tyggende dræber, er dog også på et højt niveau. Han har nogle af de mest skræmmende øjne jeg nogensinde har set, og er konstant klar til at eksplodere, hvis han føler tingene ikke kører. Det tjener dog også til filmens fordel, at den gør sig umage for at give et indblik i de somaliske piraters liv og viser hvordan de bliver presset ud i deres handlinger og retfærdiggøre dem overfor sig selv. Piraterne bliver holdt lidt i en gråzone, hvor de aldrig er rent onde dræbere, men heller ikke bliver gjort til ofre.

Captain Philips er dog ikke perfekt. Filmens sidste halvdel er simpelthen alt for langtrukken. Greengrass fortid som actioninstruktør lader sig ikke fornægte, men det er som om han glemmer, at den spændingskurve han lige havde i lommen fra Bourne-filmene ikke nødvendigvis passer særlig godt ind her. Det eksplosive klimaks i en actionfilm skal helst have en vist længde, og for at holde publikum interesseret hele tiden, smider man forskellige forhindringer ind, der kan holde kurven oppe. I Captain Philips prøver Greengrass at holde os spændingsmomentet i filmens sidste halve time, men i modsætning til i en actionfilm, har han reelt ingen remedier at gøre det med. Kurven går totalt i stå imens vi, hvad der føles som 100 gange, skal se på marinesoldater prøve at få et godt skyd imens de råber: "one target green, two targets red!".

Alt i alt er Captain Philips dog et solidt stykke håndværk,der sagtens kan anbefales, så længe man ikke forventer en film der rykker mediet på nogen måde.

               

(4 Buer ud af 5)

Oscar-chancer:

Det eneste sted Captain Phillips virkelig skiller sig ud, er med Barkhad Abdi meget levende præstation som piratlederen Muse, nok en af de bedste debuter fra en ikke-børne skuespiller, jeg kan huske jeg har set. Det er dog sjældent at Akademiet giver Oscarstatuetten til en debuttant og Abdi er oppe imod Jared Leto som transvestit og Michael Fassbender som planteageejer, som begge står meget stærkt. Derfor har jeg lidt svært ved at se Adbi vinde den, men hvis han gør, er det fyldt fortjent.

Resten af Captain Philips 6 nomineringer ser heller ikke særligt sikre ud. Den største chance for en win er nok i Adapted Screenplay kategorien, hvor den nok ligger og kæmper med 12 Years a Slave og The Wolf of Wall Street.

Gravity

 In space only George Clooney can hear you scream.

Nogle gange er to skuespillere og 1000 

special effects folk nok til at skabe magi.

I Gravity følger vi Ryan Stone (Sandra Bullock) og Matt Kowaski (George Clooney) to astronauter på deres henholdsvis første og sidste ekskursion i rummet. Stone er den unge og uerfarne videnskabsmand, der stadig er ikke er helt tryg ved at arbejde i 0 g, hvor er Kowaski den ældre, erfarne og altid rolige astronaut der har prøvet det hele før. De er oppe for at reparere Hubble-teleskopet, men der går naturligvis ikke længe før noget går helt galt og resten af filmen er en kamp for at komme tilbage til jorden igen.

Gravity indeholder et par enkelte andre skuespillere, vigtigst Ed Harris som teamets leder i en ren auditiv rolle, men 95% af filmens skuespil kommer fra Sandre Bullock og George Clooney. At have de to stjerner, som begge mere eller mindre kan siges at være toppen af deres karriere, i filmens altoverskyggende roller er uden tvivl et stort scoop og begge lever fuldt op til deres ansvar. Filmens virkelige stjerne er dog på alle måder de visuelle effekts. Åbningsscenen alene burde være nok til at tage pusten fra de fleste. I 13 minutter uden et eneste klip, sværger kameraet gnidningsløst rundt om skuespillerne imens de bevæger sig i det vægtløse rum. Der er nogle helt fantastiske skyd her, men det mest imponerende er alligevel at det hele kører i one-take, hvilket giver scenen en næsten dokumentarisk kvalitet. Kameraet føles ikke opsat, men decideret som en (vægtløs) flue på væggen, der bare fanger begivenhederne som de sker. Det skaber et enormt nærvær som mildelst er talt imponerende for en film der foregår i 600 km højde. Åbningsscenen er en tydelige evolution fra instruktør Alfonso Cuaróns tidligere film Children of Men, som også er kendt for meget lange scener uden klip og især er berømte for denne one-shot actionscene mod filmens slutning. Meget af æren for Gravitys fantastiske visuelle look må derfor også gives til "fotografen" på begge film, Emmanuel Lubezki.

Åbningsscenen er en teknisk milepæl, og jeg tør godt spå, at der engang i fremtiden, et eller andet sted i verden, vil blive skrevet specialer eller ph.d. afhandlinger om den 13 minutter lange sekvens. Sekvensen er heller ingen enlig svale, det høje tekniske niveau bliver holdt hele filmen igennem og sætter standarden for hvad man kan opnå når billed, lyd og effekter går op i højere enhed. Det er svært ikke at sammenligne Gravity med det kvantespring som Avatar var for 3D effekter i sin tid, men på mange måder er Gravity mere imponerende, fordi den formår at få os til at tro på noget vi kender i forvejen, i stedet for store blå mænd vi ikke har noget forhold til. Gravity er slet og ret en film der bryder ny grund på flere måder, både hvad angår kameraarbejde og visuelle effekter. Filmen indeholder endda en længere sekvens optaget i første person i bedste computerspilsstil, noget der, så vidt jeg ved, ikke er prøvet i en Hollywood produktion siden Doom (med et mere eller mindre komisk resultat). Lyddesignet i Gravity fortjener også at få en ekstra bemærkning med på vejen. Idet meget af filmens dialog foregår igennem radiodsamtaler mellem karakter der ikke kan se hinanden, bliver den såkaldte Sound of Silence brugt vanvittigt effektivt her, til at understrege hvor alene man pludselig kan føle sig, når man er mit i en den tømme intethed og der ikke har nogen at tale med. Filmen gør også godt brug af ambient og diegetisk lyd der underbygger stemningen og ligesom kameraet bliver lyden levendegjort ved den kraftige påvirkning fra omgivelserne, hvilket der endnu engang understreger den dokumentaristiske stemning. Vi bliver gang på gang mindet om at Gravity dybest set ikke er en Sci-Fi film, men en forholdsvis small film om en kvindes kamp for at komme tilbage til livet figurativt og bogstavligt.

Hvis man virkelig skal gå Gravity i krogene er plottet forholdsvist ligetil, filmen vader tæt op af grænsen til det pladderromantiske et par gange og der er ikke meget dybere tema end rejsen som en symbol for genfødsel for Sandra Bullocks karakter.. Men hvad gør det, når selve oplevelsen får dig til at sidde åndeløst tilbage?

(5 Buer ud af 5)

Oscar-chancer

Gravity er med god grund den mest nominerede film i år og jeg kan ikke forestillede mig andet end at filmen vinder mere eller mindre alle de tekniske priser og bliver årets mest vindende film.
I de tungere katagorier ser det dog en del mere usikkert ud. Jeg har ikke brugt meget tid på filmens skuespil, men Sandra Bullock gør det faktisk rigtig udmærket i en svær rolle, hun er kommet langt siden Agent Catwalk og har fortjent sin nominering som bedste skuespillerinde. Jeg har dog svært ved at se hende vinde, da effekterne simpelthen bærer filmen mere end hu
n gør.
I bedste film kategorien tror jeg er Gravity ligger blandt top 3, men Oscarakademiet er notorisk konservative i deres valg af bedste film og prisen går næsten altid til et drama med et stærkt menneskeligt element (sidste gang en bedste film vinder adskilte sig fra dette skema var i 2004 med The Lord of the Rings: The Return of the King. Så jeg har svært ved at se en så alternativ film og teknisk drevet film som Gravity vinde den store pris. Men lige denne gang ville jeg ikke have noget imod at være forkert på den.

The Wolf of Wall Street

Jeg skal lige have en bane på den anden kønslæbe også.

Leonardo DiCaprio og Martin Scorsese tager i deres femte 

samarbejde fat på korruptionen og dekadencen på Wall Street.

The Wolf of Wall Street er filmen om Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio), en børshandler fra virkelighedens Wall Street, der havde en fest imens han tog røven på både systemet og sine kunder igennem 90'erne. Filmen er den rimelig klassiske rags-to-riches historie, hvor pengene ender med at korrumpere vores hovedperson og den Amerikanske Drøm ender med at blive til et mararidt. Twistet her, er dog at Instruktør Martin Scorsese har valgt at bygge filmen over Belforts egen selvbiografi, et interessant og modigt valg, da Belfort ikke umiddelbart selv mener han har gjort noget galt. Scorsese holder sig fra at moralisere og lader i stedet Belfort styre narrativen, så vi kan drage vores egne konklusioner.

På papiret lyder dette som grundstenen til en ganske interessant film, men Scorsese lader desværre festaben tage totalt over, så størstedelen af filmen er en serie af letpåklædte damer, vilde festscener og sindsyge stofeskapader. Filmens fokus kommer i alt for høj grad til at ligge på det vanvittige arbejdsmilijø i Belforts firma Stratton Oakmont, hvor strippere sendes sendes ind ved fyraften, der afholdes konkurrencer i ting som dværgekast og assistenterne får gode penge for at fornedre sig selv. Scorsese understreger gang på gang den voldsomme dekadence som magt og penge kan fører med sig og prøver hele tiden at støde og forarge, ved at lade de vanvittige scener overgå sig selv. Første gang vi møder Belfort ligger han dog allerede og sniffer coke fra en prostitueres ædlere dele (så er stilen ligesom lagt!), og når det er udgangspunktet, er det sgu svært at tage den meget videre. Pointen om overforbrug som fører til moralsk forfald bliver gentaget ud i det uendelige, i scener der ofte har meget lidt betydning for filmens plot. Derfor ender The Wolf of Wall Street, der ligeså godt kunne have heddet Sex, Drugs and Money, med at blive jævnt kedelig, hvilket vel i sig selv er lidt af en bedrift fra Scorseses side. Filmen minder på mange måder om en moderne Caligula, en anden film hvis hovedformål var at forarge og som fejlede voldsomt fordi foragt i sig selv ikke skaber en god film (og pga. en grisk pornoproducent, men det er en anden historie). Ligesom Caligula, er Wolf of Wall Street med sine 3 timer også åbentlyst alt for lang, men formår stadig på en eller anden måde at give en følelse af, at vi stadig ikke får det hele med. Da Belfort endelig bliver taget af FBI for sine lyssky aktiviteter, er filmen mere eller mindre slut og vi får ikke rigtigt det personlige fald fra verdens tinde til randestenen med, som ellers ofte er det mest interessante i denne slags film. Dette lægger sig nok op af valget om at bygge filmen over hovedpersonens egen selvbiografi, men det betyder desværre, at der ikke er meget karakterudvikling at spore hos Jordan Belfort, på trods af at filmen foregår over 15-20 år. Bevares, DiCaprio gør det da godt, men rollen kunne have været væsentlig dybere.

Hvis man tager nogle andre briller på, kunne man godt argumentere for at den dybere betydning er ligegyldigt, da filmen mest er en komedie. Den indeholder helt sikkert et par sjove steder, bl.a. en fantastisk scene hvor firmaets ledelse diskutere hvordan man etisk bør behandle dværge efter man har brugt dem som kasteskyts, på en måde der mest minder om noget fra Spinal Tap. Men det meste af humoren handler om folk der tomler rundt på stoffer og laver dumme ting og man kan ikke lade være med at undre sig lidt over, om man måske selv skulle have været på noget for rigtigt at forstå morskaben. 

Alt i alt er The Wolf of Wall Street lidt en misser fra makkerparret Scorsese/DiCaprio, filmen indeholder gode scener og som sådan også noget ganske udmærket skuespil, men Scorsese er blevet alt for forelsket i sin egen vision og har burde have haft en klipper en producer der kunne have holdt ham mere i ørerne. Men ret skal være ret. Hvis 3 timer med letpåklædte damer, stoffer og dekadence lyder som noget for dig, bliver du ikke skuffet over Wolf of Wall Street, bare lad vær med at forvente et godt plot samtidig. 

                        

(3 Buer ud af 5)

Oscar-chancer:

Hvis der blev givet en Oscar for bedste sanseløse drug scene, ville DiCaprio uden tvivl vinde den. Det gør der desværre ikke, og så ser udsigterne lidt mere dystre ud for Wolf of Wall Street. Filmen er nomineret til 5 Oscars i alt, men den eneste som jeg rigtigt ser at den har en chance for at vinde er Leonardo DiCaprio som Jordan Belfort. Som nævnt tidligere spiller DiCaprio uden tvivl rollen godt, men det er langt fra hans bedste rolle (den pris må nok gå til Blood Diamond). Hvis han får statuetten er det nok snarere en konsekvens af, at manden er en af de mest respekterede skuespillere i Hollywood pt. og nomineret fire gange tidligere uden endnu at vinde den.
Det ville dog ikke overraske mig hvis filmen gik hjem med i hvert fald en statuette, så kunne godt se den vinde for bedste Adapted Screenplay også, da dialogen er en af dens stærke sider. Og hvis Scorsese vinder for bedste instruktør, ville jeg anbefale akademiet at holde en pause et par år, så de kan tænke over hvad de har gjort..